Lær tegningens grundelementer. Vores tegnekursus består af fire sessioner med billedkunstner Inge Tranter, der guider dig gennem alt fra konturlinjer, lys og skygge til portrættegning og komposition.
Vil du gerne blive bedre til at tegne? Eller have et skub til at sætte den første streg?
På vores tegnekursus bliver du introduceret for tegningens grundelementer i fire forskellige workshops. Din underviser er kunstner Inge Tranter, og hun vil guide dig i:
- Grundlæggende tegneteori
- Praktiske teknikker
- At se rigtigt – for tegning er i høj grad en øvelse i at se
- Et væld af øvelser, hvor alle kan være med
Under hele forløbet arbejder vi også eksperimenterende med blandt andet hurtige streger og gnidninger for at udvide forståelsen af, hvad en tegning kan være.
Hele vejen igennem har Inge fokus på at inspirere dig til kreative måder at udfolde og lege med dine evner – med blik på processen fremfor det færdige resultat.
Uanset om du er nybegynder, godt i gang med at tegne eller måske deltog på kurset i 2025, vil du opdage nye teknikker og udvikle dine færdigheder sammen med Inge.
Vi stiller alt nødvendigt materiale til rådighed – du skal bare medbringe din nysgerrighed og lyst til at udforske tegnekunsten.
De fire workshops afholdes i perioden januar til maj, og hver session fokuserer på et nyt tema, hvor du skal fordybe dig i tegningens grundelementer.
Læs hele kursusprogrammet længere nede på siden.
Du er altid velkommen til at købe drikkevarer eller snacks i Brasseriet og nyde dem i værkstedet. Planlægger du at afslutte en eller flere af aftenerne med middag i Brasserie Kunsten, anbefaler vi, at du booker bord på forhånd.
22. januar
At tegne er at se
Lær at se tingene, som de faktisk ser ud – ikke som hjernen tror, de ser ud. Samtidig arbejder vi med koordination mellem øjne og hånd.
Indhold:
- Blindtegning, hvor vi følger motivet frem for papiret
- Øvelser i at slippe kontrol og perfektion
- Tegning af enkle objekter med fokus på essens, udtryk og levende streger
5. marts
Personlige streger
Frigør tankerne og tegn mere intuitivt, sanseligt og personligt.
Indhold:
- Øvelser, der omsætter sanseindtryk til individuelle streger
- Fokus på stregens karakter, intensitet og følelsesmæssige tone
- Indsigt i hvordan vi hver især oplever og fortolker verden forskelligt
9. april
Form og fragmenter
Forstå hvordan alle motiver kan brydes ned i grundlæggende former og fragmenter.
Indhold:
- At betragte objekter som todimensionelle former
- Brug af redskaber som forstørrelsesglas og spejle
- Leg med fragmenter, forskydninger og genopbygning af motivet på nye måder
21. maj
Kroppen og store formater
Vi tegner kroppen – et komplekst og levende motiv – i større skala.
Indhold:
- Kroppens proportioner og bevægelse
- Store formater, ekspressive greb og gestiske streger
- Arbejde med helhed, energi og tilstedeværelse i tegningen
- Workshoppen er henvendt til begyndere og letøvede tegnere.
- Du kan sagtens være med igen, hvis du har du været med på kurset tidligere. Inge sørger for at alle lære noget nyt eller får muligheder for gøre sig endnu bedre.
- Alle materialer er inkluderet i prisen, men du må gerne tage dine egne råmaterialer med, hvis du har nogle eksperimenter i tankerne. Du beholder selvfølgelig de værker, du laver undervejs på kurset.
- Husk praktisk påklædning, der må blive beskidt.
- Vi starter altid i værkstedet i underetagen.
- Øl, vin, vand, kage og snacks kan købes i Brasseriet og må gerne nydes i værkstedet.
Gør dagen ekstra hyggelig med lidt mundgodt i Brasserie Kunsten. Book bord på forhånd – så er du sikker på en plads på dagen.