Modstand
Hvad betyder modstand i dag? Hvad kan fortidens modstandskampe lære os om det samfund, vi er en del af? Og hvordan påvirker historiske begivenheder og konflikter vores syn på den aktuelle virkelighed i Europa med et verdensbillede i konstant forandring?
Det er nogle af de spørgsmål udstillingen Modstand berører. Udstillingen præsenterer værker af Mindaugas Lukošaitis (f. 1980) og Deimantas Narkevičius (f. 1964), som hører til blandt Litauens mest markante samtidskunstnere.
Sammen repræsenterer Mindaugas Lukošaitis og Deimantas Narkevičius to forskellige, men dybt forbundne tilgange til historiefortælling. Deres værker giver indblik i Litauens fortid og samtid – og åbner for universelle refleksioner om hukommelse, magt, fællesskab og menneskets plads i historien. Selvom deres medier er forskellige – Lukošaitis med sine intense sort/hvide tegninger og Narkevičius med sine filmiske og dokumentariske værker – deler de en fælles interesse for, hvordan historie og politiske strukturer former menneskets liv og kollektive erindring.
Mindaugas Lukošaitis
Lukošaitis’ værker er kendetegnet ved stærke, håndtegnede fortællinger, der bevæger sig mellem det mytiske og det dybt menneskelige. Gennem detaljerede, serielle tegninger skildrer han konflikter, magtforhold og sårbarhed, hvor individet står i centrum for større historiske og eksistentielle dramaer.
Det ses med værket Resistance (2004), der er et hovedværk i kunstnerens arbejde. Værket består af 100 blyantstegninger på hvidt papir, der skildrer den litauiske partisanerbevægelse i tiden efter Anden Verdenskrig, der er på vagt og klar til kamp mod deres besættelsesmagt. Lukošaitis skabte værket, da Litauen var ved at blive optaget i EU og NATO, hvormed værket tematisk indskriver sig i og favner en ikke fjern fortid og nutid, der peger på en tankevækkende og foruroligende aktualitet i kontekst af den nuværende situation i Europa og det konstant ændrende trussels- og verdensbillede.
Deimantas Narkevičius
Narkevičius’ praksis trækker på dokumentariske filmtraditioner, og han arbejder med arkivmateriale, interviews og poetiske montager. Værkerne er ofte sammensat af allerede eksisterende materiale som filmoptagelser og fotografier samt kunstnerens egne produktioner. Hans værker undersøger politiske ideologier, sociale forandringer og de spor, som Sovjettiden og post-sovjetiske erfaringer efterlader i nutidens kultur og identitet.
For Narkevičius er historien vigtig for vores selvforståelse. Men historien er ikke én sandhed. Den er formbar og afhænger af hukommelse, standpunkter og positioner. Alligevel er den vigtig at huske og genbesøge i et håb om, at historien ikke gentager sig selv. Det gør sig gældende med de to videoværker The Role of a Lifetime (2003) og The Head (2007), som også kan opleves på udstillingen.
Værkerne er venligst udlånt af Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk.
Støttet af