Med 30 værker har Kunsten Museum of Modern Art Aalborg en af landets største samlinger af Vilhelm Lundstrøms kunst; fra de tidlige eksperimenter til de sene, farvemættede værker.
Nu kan de alle opleves samlet, når museet udstiller den komplette samling fra den 5. februar 2026.
Udstillingen giver bl.a. indblik i de gentagne brud og fornyelser, der kendetegner kunstneren.
Har sat varige spor i dansk kunsthistorie Vilhelm Lundstrøm (1893-1950) er af dansk kunsts mest betydningsfulde modernister. Med en kompromisløs tilgang til form og farve og en vedvarende vilje til fornyelse skabte han et kunstnerskab, der igen og igen udfordrede samtidens forestillinger om, hvad kunst kunne være.
”Vilhelm Lundstrøm insisterede igennem hele sit kunstneriske virke på fornyelse – med eksperimenter, disciplin og sanselighed. I dag er han kendt som en kunstner, der både udfordrede sin samtid og satte varige spor i dansk kunsthistorie. Med sin evne til både at destillere og forny det maleriske udtryk gjorde Vilhelm Lundstrøm et stort indtryk i dansk kunst,” fortæller Morten la Cour, der er samlings- og forskningsansvarlig på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg og kurator på udstillingen.
Markante stilskift og dog genkendelig Lundstrøms oeuvre er præget af markante stilskift, som næsten kan aflæses som selvstændige kapitler i udstillingen.
”Fra de tidlige kubistiske collager og pakkassemontager over de krøllede billeder – til den monumentale blå periode og de farveintense senværker. Trods disse skift er hans værker let genkendelige: Med forenklingen af formen, den præcise farveholdning og den strenge komposition,” forklarer Morten la Cour.
”De sene værker fik endda betydning langt ud over maleriet og inspirerede blandt andre arkitektur og design,” påpeger han.
Udstillingen kan opleves den 5. februar – 12. april 2026.
Læs mere på kunsten.dk/lundstrøm