
Kom og hør spændende, dystre, hjerteskærende og næsten ubærlige fortællinger, når vi mødes på Kunsten i Aalborg under temaet ’Vilde fortællinger’. Vi får besøg af Daniel Rye, som er aktuel med bogen ’Nærmest fri’, Nadia Kløvedal Reich med bogen ’Det bedste man kan sige’ samt Anders Ravn Sørensen og Benjamin Asmussen, der sammen har skrevet ’Maleriets forbandelse’.
Etnolog og trendforsker Julia Lahme og filmanmelder og litteraturelsker Ann Lind er altid garant for en skøn aften.
Nu er de endnu engang tilbage med deres indlevende og hyggelige 'Lind & Lahme Bogklub'. Her kommer du i gevaldigt godt selskab, for udover Lind og Lahme kan du møde en række forfattere, debattører og andre, der alle har sat ord på deres tanker og udgivet dem i bogform.
Gang på gang har han troet, at han havde lagt fortiden bag sig for så igen at blive revet tilbage. I 'Nærmest fri' samler Daniel Rye tråden op, hvor bestselleren 'Ser du månen, Daniel' slap, og fortæller om den universelle historie om at forlige sig med sin fortid og fremtid. På den ene side vil han videre - leve et normalt liv og skabe en familie. På den anden side måtte han se sine traumer og ikke mindst bødler i øjnene, forholde sig til efterretningstjenesters spørgsmål og besøge sine medfangers efterladte. Hør, med Daniels egen stemme, om hans indre rejse ud af mørket, fra han trådte ud i friheden efter 13 måneder som gidsel i Islamisk Stat.
Mens Nadia passer sin døende far og gennem samtaler med sin mor udforsker hun sin egen fortælling og det eksperiment, hun blev en del af som lille. Hun voksede nemlig op i det progressive miljø omkring kollektivet Maos Lyst, hvor tidsåndens opgør med køn, kernefamilie og klasser stortrivedes side om side med fri sex og psykedeliske stoffer. En måske til tider kaotisk og usikker periode for en lille pige.
Vi starter i slutningen af 1700-tallet, hvor en bogholder i det mægtige Asiatisk Kompagni får malet sit portræt af kunstmaleren Jens Juel. Det var i sin tid et stærkt symbol på rigdom og status, men grundet en svindelsag må bogholderen gå fra hus og hjem, og maleriet bevæger sig derefter igennem historien med tragiske spor efter sig. Sygdom, selvmord og konkurser forfølger nemlig alle de senere ejere, som var der en forbandelse over maleriet. Mød de to historikere, der har været i hælene på maleriet på en, kan man vist godt sige, sælsom rejse.
Og hvis du vil gøre jeres aften helt komplet, så bestil bord i Brasserie Kunsten til en lækker middag, inden Lahme, Lind og forfatterne går på scenen.
Billetkøb refunderes kun i tilfælde af aflysning.
Kreative workshops med værksteder, tegnekurser og kunstneriske eksperimenter
Foredrag og samtaler om kunst, arkitektur, samfund, kultur og aktuelle udstillinger.
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...