I den oscarnominerede dokumentar følger vi den verdenskendte fotokunstner Nan Goldin i hendes kamp mod Sackler-familien, der står bag den såkaldte opioid-epidemi i USA.
I Kunsten Filmklub dyrker vi i fællesskab filmoplevelser med kunstnerisk dybde og kant. Du får først en spændende introduktion af vores museumsinspektør Søs Bech Sharpe, inden vi blænder op for særligt udvalgte filmværker af nogle af landets mest interessante samtidskunstnere.
Køb et glas vin og lækre snacks i Brasserie Kunsten og læn dig tilbage til et særligt møde med samtidskunsten.
Dokumentar, 2022.
Varighed: 122:00 min.
Guldløve-vinderen ‘All the Beauty and the Bloodshed’ af Laura Poitras tegner et intimt portræt af den kompromisløse fotokunstner Nan Goldin (f. 1953) og hendes aktivistiske kamp mod medicinal-dynastiet The Sackler Family. Dokumentaren igennem bliver vi introduceret til Goldins på en og samme tid barske og smukke livshistorie, sideløbende med hendes kamp mod den stenrige Sackler-familie, som skal stilles til regnskab for det utal af dødsfald, der forårsages af overdoser af smertestillende medicin.
Nan Goldins autentiske fotografier af homoseksuelle og transkønnede subkulturer i Boston og New York i 70’erne og 80’erne udstilles i dag på førende museer som Guggenheim og Louvre. Museer, som Sackler-familien støtter med store donationer. Filmen følger Goldins personlige kamp mod et altødelæggende samfundsproblem i en historie om familierelationer, misbrug, kærlighed og kunst.
Filmen vises i samarbejde mellem Kunsten og CPH:DOX.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...