Kreative workshops
Kreative workshops med værksteder, tegnekurser og kunstneriske eksperimenter
Kønsidealerne udvikler sig, og hjulpet godt på vej af #metoo har vi øget fokus på sexisme, magtmisbrug og machokultur. Denne aften kan du sammen med kønsforsker Christian Groes samt direktør for museet KØN, Julie Rokkjær, blive klogere på de mekanismer, det sætter i gang – og få et bud på, hvad der venter på den anden side.
Du skal ikke læse langt ned i et kommentarspor på en artikel om køn, #metoo og ligestilling, før det står klart: To skarpe fronter trækkes op.
Det var ikke mindst tilfældet, da historien om Will Smiths opførsel til Oscar-uddelingen ramte alverdens forsider. En del fandt det naturligt og ridderligt, at en mand forsvarer sin kones ære med vold. En anden del så det som et udtryk for en bedaget syn på kønsroller – og som en hyldest til toksisk maskulinitet.
På den ene side i den generelle debat står dem, der hilser udviklingen hjertelig velkommen og ser det som en nødvenlig, fair oprydning i gamle kønsstrukturer. På den anden side står dem, der ser udviklingen som en trussel mod det heteroseksuelle mating game, fordi mænd ikke længere må have lov til at være mænd.
Kampen for ligestilling ude og hjemme buldrer af sted, og rollen som heteroseksuel mand i 2022 er ved at blive redefineret – og det stiller ikke blot krav til manden, men også til kvinden. Hun er nemlig til tider med til at opretholde idealet om den stærke, magtfulde mand, fortæller Christian Groes i en artikel i Vice Magazine:
”Studier viser, at mange vestlige kvinder foretrækker mænd, der har succes på arbejdsmarkedet og har ressourcer, der generelt knytter sig til den offentlige sfære i højere grad end til hjemmet. Det kunne være fantastisk, hvis der også blandt kvinderne kom et nyt mandeideal, som fremhævede den mere hjemligt orienterede eller følsomme mand.”
Denne aften stiller vi os åbent og nysgerrigt midt i orkanens øje sammen med Julie Rokkjær og Christian Groes, der også danner par privat. Vi bliver klogere på reaktioner og modreaktioner på #metoo og ser gennem udvalgte kunstværker på kønsidealer gennem tiden.
Vært: Mette Kirstine
Julie Rokkjær Birch er direktør på museet KØN i Aarhus, klummeskribent i Jyllandsposten og bestyrelsesmedlem i Spar Nord Fonden. Hun er uddannet cand.mag. i nordisk sprog, litteratur og kunsthistorie fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet blandt andet som formidler på ARoS og som museumsinspektør på Skagens Museum samt Skovgaardmuseet i Viborg. Julie er en ivrig skribent, debattør og foredragsholder og vandt i 2022 Artbeat-prisen for have sat sit tydelige præg på den danske kønsdebat og for have ledt transformationen af museet i Aarhus fra decideret kvindemuseum til et mere favnende og åbent museum for køn.
Christian Groes er kønsforsker og antropolog. Han er ansat som lektor på Roskilde Universitet, hvor han underviser, vejleder og forsker. Han fik sin ph.d.-grad fra Københavns Universitet i 2011 og har siden forsket i bl.a. kønsroller, seksualitet, maskulinitet, stigma, lyst og grænser. Christian har modtaget en række priser for sin forskning og sine bøger, og har præget kønsdebatten om alt fra #metoo, og kærlighed i den digitale tidsalder til senest Tobias Rahims musikalske maskulinitet.
Han har netop afsluttet det VELUX-støttede forskningsprojekt ”Sugardating blandt marginaliserede unge”, som han var projektleder på. Nu er han i gang med at skrive bøger om kærlighedens tabuer og mænd efter #metoo.
Foto (Christian Groes): Uffe Weng
Foto (Julie Rokkjær): Kasper Heden
Kreative workshops med værksteder, tegnekurser og kunstneriske eksperimenter
Foredrag og samtaler om kunst, arkitektur, samfund, kultur og aktuelle udstillinger.
Fri entré for dig og en ledsager, udstillinger i verdensklasse, lækker mad med rabat i Brasserie Kunsten, aktiviteter for store og små, rabat i Butik Kunsten og vi kunne blive ved...