Født i Italien, 1985. Bor og arbejder i New York.
Tilhører kunstneren og Laveronica Arte Contemporanea
Hvem er det egentlig, der står klar til at arbejde i krisesituationer? I dette nye værk skabt specifikt til Work it Out undersøger den italiensk-libyske kunstner Adelita Husni-Bey de forhold, som sygeplejersker arbejder under. Både generelt, men i særdeleshed også under coronapandemien. Installationen består af tre fotografier og et trefløjet videoværk som en slags triptykon i kirken. Fra loftet hænger der metalkæder, og hele rummet er badet i et svagt giftiggrønt LED-lys. Ved første øjekast ligner videoværket blot et helt almindeligt Zoom-møde, en mødeform mange netop har stiftet bekendtskab med som et nyt digitalt arbejdsværktøj under COVID-19, men det viser sig hurtigt, at det ikke er et helt normalt møde, men et kunstprojekt, vi er vidner til.
Gennem gentagne online workshops har Husni-Bey arbejdet med danske og amerikanske sygeplejersker, der talte med hinanden om, hvad det vil sige at have en kritisk funktion i samfundet som nødvendig arbejdskraft. Sygeplejerskerne har taget de tre indrammede snapshots med deres mobiltelefoner. De viser skulpturer, som de selv har lavet på en workshop med kunstneren som en kreativ bearbejdning af deres arbejdssituation. Videoen er en kombination af videooptagelser fra de digitale workshops og sygeplejerskernes egne optagelser. På tværs af de to kontinenter viser videoerne et billede af sygeplejerskernes arbejdsforhold og udfordringer på arbejdet – der måske ikke er så forskellige endda.
Husni-Bey har en baggrund som både pædagog og kunstner og tager i sit kunstneriske arbejde udgangspunkt i mødet med mennesker – et møde og en proces, der er lige så vigtige dele af kunsten som produktet og det fysiske kunstværk. Hun tror på, at hun med kritisk pædagogik og dialog kan skabe forandring i verden. Når hun inviterer andre mennesker ind i sine kunstneriske processer, deler hun altid indtægten med deltagerne, hvis værket efterfølgende skulle blive solgt.
Kunstneren ønsker med værket at sætte fokus på vores nye opfattelse af nødvendig arbejdskraft i lyset af pandemien, og hvordan samfundet værdsætter denne arbejdskraft. Værket italesætter helt specifikt sygeplejerskernes behov for at bidrage til noget, der er større end dem selv, og at gøre en forskel for andre mennesker i et kapitalistisk samfund, hvor innovation og vækst er i fokus. Værket analyserer derved de kritiske arbejdsfunktioner i vores samfund og stiller spørgsmål om, hvordan fremtiden ser ud for den nødvendige arbejdskraft, f.eks. politifolk, pædagoger, rengøringspersonale og pleje- og sundhedspersonale.
Værket rammesætter specifikt spørgsmål om arbejdsvilkår inden for sundhedssektoren, men mange af disse spørgsmål kan opleves som relevante for mange erhverv, for hvad er vigtigst, når vi vurderer vores arbejde: lønnen, anerkendelsen, arbejdstiderne eller gode kollegaer?
Tilhører kunstneren og Laveronica Arte Contemporanea
Videoværket After the Finish Line af den libyske-italienske kunstner Adelita Husni Bey er blevet til på basis af workshops og interviews med en række unge amerikanske atleter. Filmen benytter sig af to forskellige æstetikker, hvor den første dyrker en filmisk lækkerhed, der kæler for de smukke atletiske kroppe i super-close ups fulgt af en flot lydside. Kameraet lader os her se direkte ind i atletens fokuserede øjne, der lyser af en målrettethed vi kender så godt fra amerikanske reklamefilm fra kendte sportsbands som Nike. Den anden æstetik, som særligt præger videoens sidste del, har mere at gøre med dokumentaren som genre, og vi kommer her på anden vis under huden på de unge atleter og får adgang til deres kollektive tanker om, hvad konkurrence, præstationspres og kroniske fysiske smerter og et stort psykologisk pres betyder for deres liv. Værket er et portræt af en ungdom præget af det amerikanske samfund, hvor forbrug kobles sammen med den atletiske krop. Menneskekroppen er et billede på den perfekte maskine.
Værket kan siges et tematisere den fremherskende performance kultur i samfundet, hvor den atletiske krop bliver billedet på succes ikke kun i sportens verden, men også i livet generelt.
Sammenhængen mellem performance, høje præstationer og arbejde er velkendt. Mange mennesker søger generelt stor anerkendelse gennem arbejdet og nederlag på arbejdet fører let til knæk i selvværdet. Sammenkoblingen mellem en høj præstationsevne og idealet om ”det perfekte menneske” lægger samtidigt meget tidligt et stort pres på den enkelte. Allerede i en tidlig alder skal unge mennesker idag tage stilling til, hvad de vil med resten af deres liv. Samfundets krav om høje karakterer og sammenkoblingen med forestillingen om personlig succes senere i livet skaber derfor et stort pres allerede fra barnsben. I et konkurrencepræget samfund vil der altid også være nederlag at finde ifølge den kommunistiske italienske filosof Franco ”Bifo” Berardi. Disse nederlag og det udtalte pres kan i værste fald kan føre til psykiske lidelser, og ifølge filosoffen Morten Albæk er dette et stigende problem, der betyder at psykiske lidelser vil komme til at præge den yngre generations kommende arbejdsliv. Måske kollektiv forståelse og af-individualiserede samværsformer kan udgøre mulige udveje af dette scenarie?
Installation med medicinsk papir
Tilhører kunstneren og Laveronica Arte Contemporanea
Store papirstykker hænger ned fra loftet i det svagt oplyste rum. På de mange ark papir er der tegnet omrids af menneskeskikkelser, der kan minde om barndommens første tegninger af kroppens omrids. Omkring disse er nedskrevet en masse notater, der vidner om den proces, der er gået forud for det udstillede værk.
Med det skulpturelle værk Encounters of Pain sætter Adelita Husni-Bey fokus på de skader, vi får igennem et arbejdsliv. Skader, der spænder fra mentale belastninger til fysiske ar på kroppen. Værket udvides hele tiden, når Husni-Bey gentager sin proces fra land til land og fra udstilling til udstilling. Gennem en række workshops taler kunstneren med mennesker, der har været på arbejdsmarkedet i længere tid, og ved hver workshop skabes en række af disse nye ‘kropsbannere’, der illustrerer, hvor arbejdslivet gør – eller har gjort – ondt.
Husni-Beys radikale, kritiske pædagogiske metode er inspireret af den brasilianske pædagog Paulo Freire. Hun vægter den kollektive proces og ønsker at pege på de menneskelige forhold i et ellers individualiseret, kapitalistisk samfund.
Et langt arbejdsliv sætter sig sine spor. Både som gode erfaringer og som en påvirkning, der på sigt kan virke nedbrydende for både krop og sind. Det er på arbejdet, vi bruger en stor del af vores tid, og det er her, mange mennesker oplever mening med livet, men også en stor nedslidning og meningsløshed. Det kan føre til nedbrydning af ens mentale sundhed i form af stress eller fysisk nedslidning af kroppen. Det er den fysiske nedslidning, der er lettest at spore og registrere. Dette er afspejlet i den danske arbejdsmiljølovgivning, hvor der i sager om arbejdspres og urimelige arbejdsbyrder kun sjældent er sanktionsmuligheder.