Dansk symbolisme er i mange år blevet forbundet med forfatteren Johannes Jørgensens (1866-1956) opfattelse. Det skyldes ikke mindst, at han formulerede det symbolistiske tidsskrift Taarnets programartikel ”Symbolisme”. Johannes Jørgensens var i sin opfattelse af symbolismen påvirket af sit trosforhold, idet han konverterede til katolicismen og havde den opfattelse, at kunstværket med sine korrespondancer, transcenderede kunstværket og pegede på en højere mening, skaberværket. 
Johannes Jørgensens opfattelse har fortsat gyldighed for forståelsen af den danske symbolisme; ikke mindst fordi en påfaldende stor del af de danske symbolister konverterede til katolicismen, men det vil reducere forståelsen af den danske symbolisme, hvis man automatisk forsøger at begribe symbolistiske kunstværker i relation til det hinsides. Litteraten Bo Hakon Jørgensen (f. 1946) har med udgangspunkt i Sophus Claussens (1865-1931) digte påpeget, at der parallelt med den transcendentale symbolisme, eksisterer en human symbolisme. I den humane symbolisme anfører kunstværkets sammenhæng, dets korrespondancer mellem symboler, en måde at betragte, sanse, opleve på, der har gyldighed i værkets sammenhæng og som inspiration til at betragte, sanse, opleve en sammenhæng udenfor kunstværket; Sophus Claussen beskriver selv forskellen således: ”jeg kunde for Exempel i en oprømt Stund erklære hele Verden for et Vidunder, en Æventyrbog; han [Johannes Jørgensen] derimod forlangte bogstavelig et Vidunder af Verden”.

Taarnet
Taarnet – Illustreret Tidsskrift for Kunst og Litteratur, der, med den engagerede forfatter Johannes Jørgensen som redaktør, udkom i perioden oktober 1893 - september 1894. Taarnet var sammen med Den frie Udstilling et omdrejningspunktet for den symbolistiske strømning i Danmark.
Taarnet favnede bredt; tidsskriftets læsere blev således præsenteret for både dansk og international symbolistisk litteratur og billedkunst. Desuden introducerede, diskuterede og anmeldte Taarnets skribenter symbolistiske værker, kunstnere og udstillinger. På denne måde blev tidsskriftet et samlingspunkt for en broget samling af kunstnere, der primært havde det tilfælles, at deres kunstopfattelse var en reaktion mod det moderne gennembrud naturalistiske orientering og for malernes vedkommende også mod den vedholdende romantiske orientering