Symbolistiske forfattere om kunst

Her kan du læse, hvad tre symbolistiske forfattere siger om kunst.

Forfatteren Valdemar Vedel (1865-1942)

Derfor vil denne kunst ogsaa skabe nye Skønhedsformer, afpassede efter vore Nerver og vor Smag. Vor Tids udviklede og sammensatte Sjæleliv bevæger sig ikke i de enkelte og store Bølger, som forrige Tiders; det er ikke de store simple Følelser: Had, Kærlighed, Sorg, Vrede, Jubel, som skifte i os, men fortrinsvis de sære, blandede Stemninger, der synes graa og udjævnede udadtil, men for modtagelige Nerver netop er uendelig rigere, mangfoldigere og finere. Saaledes ogsaa vort Øje: det søger fra de grelt skrigende, usammensatte Farver til de doucere og blandede Mellemfarver. Men derfor vil ogsaa Kunsten vælge Farverne – den ydre Verdens, som Sjælelivets – med en anden Smag end tidligere Tiders Kunst: den vil ikke tegne Livet med Tragediens Sort i Sort eller Satirens Galdegrønt eller Lyrikkens traditionelle Farveskala, men vil male Livet i de nuancerige Farvetoner, i de sære Stemningsblandinger, hvori vore Nerver leve det og som vor Smag ynder det (Vedel 1888, 163f)

Forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956)

(…) Sjæl og Verden er ét. 
Det almindelige Menneske erkender ikke dette. Han anser sig for et isoleret Individ, et enligt og særligt Væsen, i en Verden, overfor hvis Uendelighed han føler sig fremmed og forladt.
Kunstneren derimod fatter instinktmæssigt og intuitivt, Tilværelsens sande Væsen. Han føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har en evig Infødsret.
Den sande Kunstner er derfor nødvendigt Symbolist. Hans Sjæl genkender bag de timelige Ting den Evighed, hvoraf hans Sjæl er udsprungen. Med Shelley anskuer han Livet som et mangefarvet Glas, hvorigennem det Evigt-Enes hvide lys bryder sig. Virkeligheden bliver for ham kun en højere Verdens Symbol (…). 
Al ægte Kunst er og bliver symbolsk. Overalt hos de store Mestre finder man Naturen opfattet som et ydre Tegn paa et indre sjæleligt Liv (…). 
Verden er dyb. Og kun flade Aander fatter det ikke. (Jørgensen 1981, 55f)

Forfatteren Sophus Claussen (1865-1931) (den unge digter er Claussen selv)

Jeg ved en ung Digter, som i noget pathetisk Stil skrev til en Ven, at han ikke ville dyrke de fælles Helgene, men opsøge de vilde Bjærge og gldæe sig over det grønne Græs, som voxede der efter Solen og Regnens Luner (…). For den Mand var Poesien ikke som for vore realistiske Forgængere et Middel til Udbredelse af samfundsnyttige Meninger, en tom Skal, hvori man snart kunde putte en Haandfuld Kristendom, snart en Haandfuld Fritænkeri. For ham var Poesien selv en Religion (…). Hvem tror vel nu mere, at det for Digteren gælder om at efterligne, genfortælle de Ting, som Hvermand hver dag kan se og høre? Nej, det gælder om at forbinde dem, uddybe deres Betydning (…) Vor Tid – de Unge – er vendt tilbage til den ældgamle opfattelse, at en Digter helst bør være beaandet, en Forkynder af tingenes dunkle og forunderlige Sammenhæng. Digteren gætter bagved de Ting, han ser, en usynlig Verdensorden, en Slags sublim Mathematik, hvis høje og indviklede Beregninger er ham den Drømmeblomst, den Lotus, der bringer glemsel for denne Verdens Sorger (Jørgensen (red.) 1981, 126f)