Middel niveau

Billedets flotte, men rebusagtige og dermed dobbelttydige karakter falder i øjnene. Der er ikke nogen umiddelbar logik i at sammenblande tunge bøger med et kløvet ansigt og et afstraffelsesredskab som et ”grønt” risknippe. Som overordnet virkemiddel har Claus Carstensen benyttet sig af kontrastforhold, der stiller tingene skarpt op over for hinanden og som forstærker billedoplevelsen.

Billedets komposition er næsten symmetrisk bygget op over en diagonal, der opdeler billedet i to helt ens geometriske figurer. De trapezlignende flader eller ”rum” er dog langt fra ens, når man betragter deres udnyttelse. Som vi skal se, kommer de til at stå som modsætninger, men samtidig som forbundne kar. Der er en forbindelse!

I det øverste ”rum” er de to orangefarvede bøger placeret i farverige omgivelser. Hele farveskalaen udnyttes (elementer fra de seks grundfarver), men idet sekundærfarven orange (rød og gul) stilles over for brækkede farver, afsvækkes kontrasten en del – dog igen strammet op ved hjælp af komplementærkontrasten orange / blå (konturstregen under bøgerne). Også kontrasten mellem hvid / sort strammer op i billedets øverste del.

I billedets nederste del, det ”sorte rum”, er der brugt enklere, men samtidig klarere farvekontraster: sort og hvid fremhæver hinanden. Primærfarven rød dominerer og fungerer som billedets blikfang. Den blodrøde farve markerer således en indgang til forståelsen for billedets indhold.

Det kan umiddelbart være svært at se en forbindelse mellem de to billedhalvdele, men ser man godt efter, ses det, at der forskellige steder på det kløvede ansigt er lagt enkelte orange konturstreger ind. Disse konturstreger markerer en forbindelse til de orange bøger.

Også ansigtets brunlige nuancer danner en familiær kontrast – som nabofarver til de ”varme”, orange bøger. Risknippet fungerer som overgangsobjekt mellem de to rum. I bogstaveligste forstand overlapper objektet begge rum, og den grønne farver genfindes i begge billedhalvdele. Den grønne farve fremhæver den vigtige røde massivitet (komplementærkontrast). Billedet hænger således – når man kigger nærmere efter – ganske godt sammen farve- og kontrastmæssigt og danner en æstetisk helhed.

Teksturen i billedet er opbygget ved hjælp af store, grove og kraftige penselstrøg (pastost maleri), og denne voldsomhed og ”primitivitet” binder de forskellige billedflader sammen til et ”vildt maleri” med pågående handling og udtryk.

Hvilken handling? Kan de ”underlige” billedelementer bringes til at tale sammen – som f.eks. farverne viste sig at gøre? Hvad har bøger, der postulerer at give glæde (plaisir) med et risknippe og et kløvet ansigt at gøre? Hvor er forbindelsen? Billedet indeholder en del modsætninger – eller kontraster, der gør aflæsningen vanskelig – eller i hvert fald dobbelttydig. Umiddelbart virker billedet pågående og ubehageligt nærværende med sin fokusering på mørke tilstande i og omkring mennesket.