Kunstner: Olafur Eliasson (Dansk/islandsk, f. 1967)
Titel: Den trekantede himmel (2013)
Placering: Skulpturparken, Museum of Modern Art Aalborg, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg
Bemærkninger: Museets skulpturpark er lige som museet tegnet af den finske arkitekt, Alvar Aalto samt Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël, og åbnede i 1972. Skulpturparken kan tilgås gratis uden for museets åbningstid. I museets åbningstid kan parken tilgås ved køb af indgangsbillet.
Installationen Den trekantede himmel er skabt specifikt til Kunstens skulpturpark af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Værket er en trekantet pavillon med indvendige spejle. Indeni værket omgives du af et kalejdoskopisk univers, hvori omgivelserne reflekteres i geometriske former. Når du står i midten af værket, vil du få en sanselig helhedsoplevelse, som forbinder dig med skoven, skulpturparken, museet og himlen.
Billedkunstneren, Olafur Eliasson, har lavet en lang række udsmykninger og offentlige værker i ind- og udland. I Danmark er han særlig kendt for Your Rainbow Panorama (2011), som findes på taget af kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Som et kæmpe kalejdoskop sætter Den trekantede himmel alt omkring dig sammen på nye og uventede måder. Kender du det fra andre situationer? Måske når du laver god mad, taler med en god ven eller ser en overraskende film?