Maleriet viser scenen fra Johannes-evangeliet 12, 1-9, hvor Jesus og hans disciple besøger Lazarus i Betania, og møder hans to søstre, Marta og Maria. Mens Maria salver, dvs. indsmører, Jesu fødder i den kostbare nardussalve, spørger Judas, hvorfor salven ikke er blevet solgt, så de fattige kunne få pengene. Jesus siger da, at de skal lade Maria være i fred, for de fattige vil altid være der, mens han selv snart skal væk. Beretningen er således en af flere, hvori Jesus forudsiger sin død. Niels Larsen Stevns er optaget af den anspændelse, som Jesu ord har skabt. Figurernes kropssprog viser den, og det samme gør brugen af farver: hver enkelt klædedragt er malet i sin egen tindrende lokalfarve, hvilket angiver splittelse frem for konsensus.