Elever fra 6.a og 6.b på Kærbyskolen i Aalborg udstiller værker lavet af pap.
Eleverne har valgt et værk fra museets samling og fortolket det i pap. De har undersøgt pap som materiale og arbejdet eksperimenterende med udtrykket.
Udstillingen er samtidig afslutningen på et 3,5-årigt partnerskab mellem Kunsten og Kærbyskolen, hvor de to institutioner har samarbejdet om læringsforløb for de to klasser 10 gange årligt.
Hvad sker der, hvis en skoleklasse får suppleret den traditionelle undervisning med 10-12 årlige besøg på Kunsten? Vores formidlere har i samarbejde med Kærbyskolen i Aalborg og Aalborg Kommunes Skoleforvaltning siden 2016 fulgt to forsøgsklasser. Formålet er at undersøge, hvad der sker med børns generelle læring og dannelse, når de gøres fortrolige med kreative, eksperimenterende processer. Vi undersøger også, om den jævnlige kontakt med kunstens verden generelt giver børn mere selvtillid og mod i forhold til at springe ud i nye projekter. Projektet vil blive afsluttet og evalueret i sommeren 2019.