– Hvis jeg vil ha' mig et slot på en sky, så bygger jeg det sgu!

Skulptøren Louise Nevelson (1899-1988) var i dén grad forud for sin tid.

Hun var russisk emigrant og én af installationskunstens faddere. I dag er hun verdensberømt, men hun skulle blive 60 år, før gennembruddet kom. Hendes kunstværker er lavet af overskudstræ eller byggeaffald; hun så affald som en ressource og kunstnerisk inspiration. Og så var Louise Nevelson i dén grad en selfmade type:

"Jeg er mere realist end de fleste realister, for jeg ville ikke finde på at sige, "at jeg drømte om et slot på en sky". Hvis jeg vil ha' mig et slot på en sky, så bygger jeg det sgu!", som hun i en alder af 77 år sagde i et interview med Suzanne Brøgger, der genudgives i forbindelse med udstillingen.

I privatlivet nægtede hun at være traditionel husmor og forlod sin familie for at forfølge sin kunstnerdrøm. I interviewet fortæller hun, at beslutningen naturligvis var hård, men for hende var der ingen anden vej end at hengive sig til sit livs kærlighed - kunsten:

"Det mest sørgelige, der kunne være sket, var, om jeg havde været gift med den samme mand hele livet. Jeg gider ikke engang beholde venner så længe. "Det er min ven gennem 50 år", siger folk. Vorherrebevares, jeg ønsker ikke at beholde noget som helst så længe", siger hun i interviewet.

- Selv i dag ville det være særdeles kontroversielt, hvis en kvinde forlod familien og livet som loyal mor og hustru til fordel for sin egen indre ild og for kunsten. Men Nevelson var ikke bange for at trodse normerne, hvilket er heldigt for os, der nu kan opleve de værker, som var hendes livs eneste sande og konstante kærlighedsaffære, siger Stinna Toft, kunstfaglig chef på Kunsten.

Om omgivelsernes reaktion på, at hun forlod det trygge hjem for en uvis skæbne som kunstner, siger Nevelson selv:

"Jo, det var selvfølgelig ugleset for en kvinde at forlade sin mand. Men i det miljø, jeg var gift i, var det i orden at kende Beethoven og gå til koncert, man måtte bare ikke selv være Beethoven. At give afkald på penge og komfort for at arbejde sig halvt fordærvet i et råddent værksted blev betragtet som en form for sindssyge".

Feminist?

Man kunne fristes til klæbe et feminist-mærkat på Nevelson - eller udråbe hende til "stærk kvinde". Men igen:  Lige så lidt som mænd bliver udråbt til "stærke mænd", når de prioriterer deres karrieredrømme, lige så lidt ønskede Louise Nevelson dette prædikat. 

"Jeg er ikke feminist. Jeg er en kunstner, der tilfældigvis er en kvinde", som hun lakonisk sagde.

Hun fortæller også til Brøgger, at hun aldrig målrettet har ønsket sig at være - eller set sig selv - som stærk:

"Jeg har aldrig sagt nej til sex, og jeg elsker at stadse mig ud og drikke mig fuld og bande og være med til skæg og ballade. Så siger folk, at jeg er stærk. Men hvad er der stærkt ved mig? Jeg kan bare ikke sige nej". 

Nevelson indgik i øvrigt aldrig i et nyt, fast parforhold, men valgte mænd til og fra på et mere uforpligtende grundlag. Hendes livs store kærlighed var kunsten, og hun levede og boede sammen med sine værker samt materialer til kommende værker i skiftende lejligheder i New York.

Stjal træ fra baggårde

Nevelson nåede at blive rig og feteret, inden hun døde, og i dag står der på mange prominente pladser i USA værker af hende. Men vejen til berømmelse var lang. 

I starten af sin karriere stjal hun træaffald fra containere og trævareudsalgs baglokaler, som hun satte sammen til eksempelvis sine berømte, monumentale skulpturer, som hun primært malede sorte. New York var i Nevelsons yngre år inde i en udvikling, hvor gamle træbygninger blev rakt ned og i mange tilfælde brændt i gaderne for at gøre plads til byggerier af beton og mursten. 

- Hun så New York som en kæmpe skulptur, og byens liv, lyde, farver, arkitektur og udvikling var en stor inspirationskilde for Nevelson, også 1:1. Hendes skulpturer inkluderer byggeriaffald fra byen, og det menes, at hun med inspiration fra røgen og bålene hovedsageligt skabte sorte værker. Derudover holdt hun meget af sort, da det er summen af alle farver, siger Stinna Toft. 

Senere indgik hun mere formellem aftaler med leverandører og begyndte også at lave skulpturer og collager i hvid og guld. Det helt store gennembrud fik hun som 60-årig, da hun var med i gruppeudstillingen Sixteen Americans på Museum of Modern Art i New York i 1959 med værket Dawns Wedding Feast, de tilbageværende dele af den er med i udstillingen på Kunsten. Gennembruddet gav hende herefter adgang til at udstille på Venedig Biennalen.
Hun udstillede ofte side om side med langt yngre, mandlige kunstnere.

I dag er hun lige så almen kendt i USA, som Asger Jorn er i Danmark og har blandt andet lavet altertavler og store, offentlige udsmykninger, der gennem blandingen af det ophøjede og det grove fortryller beskueren. Hun har fået tilnavne som "Møbelmystiker”, ”Skyggernes arkitekt”, ”Dronningen af assemblager” og ”Billedkunstens Karen Blixen”.

Sammenligningen med den danske forfatter er med en henvisning til Nevelsons personlige udstråling og styrke, ikke hendes værker. 

Louise Nevelson – Skyggernes skulptør løber fra 28. marts til 30. august 2020. 

Om udstillingen

Louise Nevelson hørte til blandt de vigtigste, amerikanske skulptører og bidrog som sådan markant til udviklingen af den amerikanske ekspressionisme. Med et afsæt i både kubismen og surrealismen lykkedes det Nevelson at overføre sin erfaring som flygtning til en kunstnerisk mission.

Louise Nevelson anvendte overflødige og fundne affaldsmaterialer til at skabe store og hidtil usete monumentale installationer og skulpturer – og slags moderne totemmer fyldt med kunstnerisk ånd, nerve og kraft.

Udstillingen viser flere af Louise Nevelsons karakteristiske værker: Monokrome, monumentale skulpturer. Udstillingen byder på meterlange assemblager, skabt af fundne træstumper og malet i monokrome farver fra sort, hvid og guld - til små poetiske og sjældent viste collager. Største værk i udstillingen er ca. 9x3 meter.

Som en del af Kunstens udstillingsserie Fortiden genfortalt vil udstillingen inkludere et bredt udvalg af Nevelsons værker fra midten af 1950'erne frem til 1980'erne, som tilsammen vil give et dybdegående indblik i kunstnerens arbejde med kraftfulde skulpturer i træ.

Her vil særligt den sorte træskulptur danne udgangspunkt for indblik i Nevelsons arbejde med skygger, der indtager en helt central plads i kunstnerens praksis. Udstillingen vil samtidig præsentere fortællingen om en særegen kunstnerpersona, hvis liv blev dedikeret til kunsten og gjort til en aktiv del af hendes kunstneriske projekt.

Udstillingen vises i Kunstens Store Sal, der med sit dragende lysindfald vil danne ramme om en sanselig helhedsoplevelse, som understøtter den teatralske dimension, der er uløseligt knyttet til Nevelsons kunst.

Her vil det lys, som Alvar Aalto vægtede så højt i sin arkitektur, på unik vis spille sammen med Louise Nevelsons bastante og kropsligt dragende værker.

^{Foto: Louise Nevelson, portrait. Courtesy Louise Nevelson, portrait. Courtesy Galerie Jeanne Bucher Jaeger, Paris. All rights reserved. © 2020 Estate of Louise Nevelson / Artists Rights Society (ARS), New York / VISDA}