Kunstner: Jeppe Hein (Dansk, f. 1974)
Titel: Water Pavilion (2011)
Placering: Skulpturparken, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg (bemærk at værket kun er aktivt i perioden maj-oktober)
Bemærkninger: Museets skulpturpark er lige som museet tegnet af den finske arkitekt, Alvar Aalto samt Elissa Aalto og Jean-Jacques Baruël, og åbnede i 1972. Skulpturparken kan tilgås gratis uden for museets åbningstid. I museets åbningstid kan parken tilgås ved køb af indgangsbillet.
Jeppe Heins Water Pavilion er en vandskulptur, som består af ’mure’ af vandstråler, der springer op fra vanddyser i jorden. Værket kommer først rigtig til sin ret i det øjeblik, du træder ind i det. Med korte, vilkårlige intervaller skifter vandmurerne placering, så du kan blive lukket ind i værket. Pludseligt kan du efterfølgende blive omsluttet fuldstændigt af en vandsøjle eller blive fanget i en vandstråle på vej ind eller ud.
Jeppe Heins værker appellerer til, at du oplever dem med hele din krop – med høre-, syns- og følesansen. Han tilføjer ofte sine værker et overraskelsesmoment, der udfordrer vores vante forestillinger, og tilbyder et rum for leg, sociale møder og eftertænksomhed.
Når værket er i gang, kan du blive helt fortabt i det. Både rent fysisk, hvor du bliver en del af værket, men også mentalt, hvis du overgiver dig til legen og værkets spøgefulde overraskelser. Hvordan oplever du ”fortabelse” – og i hvilke sammenhænge fortaber du dig til noget?