Kunstner: Birte Marie Løveid (Norsk, f. 1949)
Titel: Inn i parken (1992)
Placering: Skulpturparken, Vesterbro/Kong Christians Allé, 9000 Aalborg
Birte Marie Løveids værk, Inn i parken, består af 12 identiske buster. Busterne er alle placeret på en sokkel, og rækken af sokler bevæger sig fra volden i skulpturparkens nordlige grænse og 25 meter ind i parken. Hver buste forestiller en kvinde i et formsprog der mimer klassiske græske marmorskulpturer. Skulpturerne trækker tråde til klassiske skulpturer i det offentlige rum, eksempelvis rytterstatuer som ofte hylder en kendt mand, der har udmærket sig.
Her ser du – modsat rytterstatuer - en række af helt ukendte og anonyme kvinder. Kvinderne har lukkede øjne og deres ansigter har rolige og neutrale folder. Det kan være hvem som helst, eller ingen.
Alle værkerne i Skulpturparken er skabt på baggrund af et initiativ fra Aalborg Kommune, hvor kommunen inviterede kunstnere fra Aalborg Kommunes venskabsbyer til at skabe kunstværker til parken. Alle ud fra den præmis, at værkerne skulle udføres i beton på et af byens betonfabrikker.
Værket ophøjer ukendte kvinder eller måske kvinden til kunst, hylder dem ved at sætte dem på en piedestal. Hvad tænker du, når du ser rækken af ansigter foran dig? Og hvad betyder det, at der står en sokkel uden ansigt på?