Kunstner: Jeppe Hein (Dansk, f. 1974)
Titel: Reflection Frequencies (2014)
Placering: Musikkens Hus, Musikkens Plads 1, 9000 Aalborg
Bemærkninger: Værket kan opleves i forhallen i Musikkens Hus, hvor der er gratis adgang. Musikkens Hus er tegnet af arkitektvirksomheden Coop Himmelb(l)au og færdigopført i 2014.
Jeppe Heins kunstinstallation Reflection Frequencies, består af et 3 tons tungt spejl med en diameter på 7,6 meter, som hænger ned fra bygningens loft. Spejlet indrammes af et rød-orange neonlys, der kaster et lys på det omgivende rum. Spejloverfladen er i sig selv formgivet, så den spejler de omgivende former i arkitekturen, og den forvrænger samtidigt det rum og de mennesker, der spejles.
Musikkens Hus, hvor værket er placeret, er rum for musik og koncerter, og i værket har Jeppe Hein arbejdet med at visualisere lyd: Hvordan kan lyd omsættes til visuelle elementer?
Formgivningen af værket er inspireret af tibetanske syngeskåle, som anvendes til meditation og lydhealing.
Hvad sker der, når du står under værket? Bliver du mere opmærksom på dine omgivelser? Eller måske bliver du opmærksom på dig selv?