Introduktion til symbolismen

Symbolismen eller Det sjælelige Gennembrud
Den symbolistiske strømning har rod i 1850ernes moderne franske lyrik, der tæller digtere som Charles Baudelaire (1821-1867), Arthur Rimbaud (1854-1891), Paul Verlaine (1844-1896) og Stéphane Mallarmé (1842-98). Det er et grundlæggende træk ved såvel den litterære, den maleriske og den skulpturelle del af symbolismen, at dens udtryk er antirealistisk, antinaturalistisk. Symbolistiske kunstværker anerkender modernitetens eksistentielle forfladigelse og søger derfor indad og gransker sjælen for mening og sammenhæng i tilværelsen. Af samme grund er symbolismen også blevet kaldt Det sjælelige Gennembrud. Derved får det kunstneriske udtryk i høj grad karakter af kunst (l’art pour l’art), når kunstværkerne bevidst ikke mimer virkeligheden, men forestillingen om den. 

Syntetisme
Det er ikke uden en vis logik, at den symbolistiske kunst anvender symboler. Anvendelsen af symboler er dog påfaldende i den forstand, at symbolikken etableres i selve kunstværket. Selvom symbolerne i mange tilfælde bærer på traditionelle lag af betydning, der går igen i andre sammenhænge udenfor kunstværket, foregår der en betydningstilskrivning i mellem de forskellige komponenter af kunstværket, der samler værket i en helhed, der er større end delene tilsammen. Værkets samlede helhed og enhed bliver således til i korrespondancen (dialogen) mellem dets forskellige dele; en dialog, hvor almindelige fænomener får symbolsk indhold og indholdet af kendte symboler nuanceres.

I stedet for at skildre et træ skildrer de forestillingen om et træ; et træ, der er stemnings- og betydningsbærende i forhold til at forstå billedet som helhed. Denne udtryksform kaldte symbolisterne for syntetisk, fordi træet i billedet udtrykker en syntese (forening) af ting og tanke, sansning og form.

Den frie Udstilling
Kredsen af symbolister omkring Johan Rohde (1856-1935) havde svært ved at få deres værker optaget på Charlottenborgs årlige forårsudstilling. Efter at kredsen inspireret af de franske impressionister havde afholdt Salon des Refusés (de afvistes salon) nogle gange stiftede symbolisterne i 1891 Den frie Udstilling som et alternativ for de nye strømninger i kunsten omkring århundredeskiftet; strømninger i billedkunst, kunsthåndværk og design, der gjorde op med den gengivende kunst. I stedet søgte kunstnerne at uddrage motivets essens, dets bagvedliggende idé.
På Kunsten kan du se billeder af Den frie Udstillings stiftere, bl.a. Johan Rohde I en Have. Cività d’Antino 1901; Harald Slott-Møller Primavera, 1901; Vilhelm Hammershøi Mandsportræt ca. 1904; Malthe Engelsted Hos Inspektøren (1885); JF Willumsen bl.a. To Bretagnekoner skilles efter en Passiar (1890), Krigsinvalider (1928) og To Børn, der leger med Dukketeater (1928); Endvidere kan du se billeder af kunstnere, der udstillede på Den frie i udstillingens første år, bl.a. Ludvig Find Landskab (1907), Sigurd Swane Selvportræt (1916), PS Krøyer Liggende Fisker (1883) og L.A. Ring Bakket Landskab, Gråvejr (1892).

Skønvirkestilen
Det var en grundtanke i den symbolistiske strømning, at skønheden skænker åndelige indsigter, og at mennesker derfor inspireres af at omgive sig med skønne ting i skønne rum. Derfor udtrykte en del symbolistiske kunstnere sig ikke blot i de klassiske udtryksformer maleri og skulptur, men i et gesamtkunstwerk af så forskellige medier som litteratur, billedkunst, kunsthåndværk, industrielt design og arkitektur. Denne bestræbelse på at syntetisere (forene) liv og kunst udmøntede sig ved hjælp af forskønnende ornamenter og dekorationer i harmoniske, organiske udtryk, hvilende i sig selv, blev i Danmark kaldt for Skønvirkestilen, i England for Modern Style eller The Arts and Crafts Movement, i Frankrig for Art Nouveau og i Mellemeuropa for Jugend. Den frie Udstillings nuværende, permanente og tidligere midlertidige bygninger blev for eksempel tegnet af kunstneren JF Willumsen (1863-1958), ligesom arkitekten og kunsthåndværkeren Thorvald Bindesbøll (1846-1908) også designede den slidstærke etiket til Carlsberg Pilsner.