Carla Thonsgaard er én af Danmarks mest fremtrædende naivistiske kunstnere og har i løbet af sit kunstneriske virke udstillet over hele landet. Et udvalg af hendes værker kan i anledningen af hendes 90 års fødselsdag opleves på KUNSTEN.
Carla Thonsgaard er én af landets mest fremtrædende naivistiske kunstnere, og som så mange andre inden for den naivistiske kunstretning er hun autodidakt. Naivisternes motivvalg er præget af, at det både kalder på smilet samt rører os om hjertet. Billederne flyder over af fortælleglæde, og de klare farver samt de mange detaljer og historier er alle gennemgående træk.
Motiverne i billederne henter hun først og fremmest inden for det fællesskab, som vi alle genkender: festligt, folkeligt og fornøjeligt, idet hun arbejder med tilbagevendende motiver fra cirkuslivet, ringridning, hestemarkeder, en sommerdag ved stranden og en luftballonskipper samt stemningsbilleder fra let genkendelige lokaliteter som Amalienborg Slotsplads og Honnørkajen i Aalborg. Men Carla Thonsgaards pensel kan også være spids, og hendes billeder kan kommentere samtidens problemstillinger på humoristisk vis.
Carla Thonsgaard har i løbet af sit kunstneriske virke udstillet over hele landet og også tidligere på KUNSTEN. Denne gang består udstilingen 'Carla Thonsgaard - 90 år' af ca. 25 værker, som alle er produceret inden for de seneste fem år.