Kunsten Summer Lounge:
Pærfekt Croquis og Karoline Funder
Er du træt af utopiske kropsidealer og perfekthedspres?
Til Kunsten Summer Lounge gentager vi succesen fra sidste år og inviterer til Pærfekt Croquis – en aften, hvor vi tegner kroppe, som de faktisk ser ud, og taler om alt det, der følger med: forventninger, selvbillede og ønsket om at passe ind.
Pærfekt er udviklet af Muskelsvindfonden og er et opgør med forestillingen om det perfekte. Her er der plads til fejl, forskellighed og det uperfekte som en del af det menneskelige – ikke noget, der skal skjules.
Aftenen veksler mellem korte tegnesessioner og samtaler om perfekthedskultur. Du behøver ikke have tegnet før – det handler ikke om at gøre det rigtigt, men om at se og opleve noget nyt. Undervejs møder du modeller med forskellige kroppe og historier, som udfordrer vores blik på, hvad en “rigtig” krop er.
Talken modereres af Helin Erdem, og på scenen kan du opleve Marie Knudsen Fogh og Simon TJ.
Kom alene eller med en ven – og vær med til en anderledes, ærlig og tankevækkende oplevelse i Skulpturparken.
Program
10.00
Museet, Brasserie Kunsten og parken åbner
15.00
Loungebaren åbner, DJ’en spiller og havespillene står klar til en dyst
15.15
Drop-in: Picasso-workshop. Kom ind og slå din indre Picasso løs. Vi er i teltet frem til kl. 17.00
17.00
Talk: Pærfekt Croquis
18.30
Guidet tur: Kroppe i Berit Heggenhougen-Jensens værker
Turen varer 30 min. Reservér din plads i informationen på dagen, da vi har begrænsede pladser
19.00
Musik: Karoline Funder
20.30
Baren og Brasserie Kunsten lukker. Tak for i aften!
21.00
Museet lukker
Medvirkende
Helin Erdem
Helin Erdem (f. 1998) er satiriker, skuespiller, TV- og social media vært og moderator på denne omgang Pærfekt Croquis på Kunsten.
Hun var fra 2021 til 2023 en del af DR’s Talenthold og har sidenhen været vært på adskillelige programmer som Flaskehalsen peger på og Helin bliver venner med.
Simon Toftgaard Jespersen
Simon Toftgaard Jespersen (f. 1989) også kendt som Simon TJ, er formand for Muskelsvindfonden, der står bag Pærfekt Croquis.
Derudover er han konferencier på Grøn Koncert sammen med Jacob Haugaard. Simon blev diagnosticeret med muskelsvind som bare 2-årig og kalder sig selv ”et barn af Muskelsvindfonden”.
Han kæmper for, at mennesket bliver sat før systemet og for at sikre, at handicap bliver forstået som en del af mangfoldigheden.
Marie Fogh Knudsen
Marie Knudsen Fogh (f. 1985) er skuespiller og uddannet fa Skuespillerskolen i Odense i 2013. Hun har siden 2015 været en del af ensemblet på Aalborg Teater og har blandt andet været med i forestillingerne Daemon, Brødrene Løvehjerte og Hvem er bange for Virginia Woolf.
Marie er netop blevet nomineret til en Reumert for årets Solopræstation for stykket Savnet spillet Aalborg Teater i 2026. Marie har tidligere været med i Pærfekt Croquis og deltager i dagens talk.
Karoline Funder
Karoline Funder har på kort tid markeret sig som et af de mest lovende nye navne på den danske musikscene.
Med sin organiske og guitardrevne lyd bevæger hun sig i et musikalsk univers inspireret af den amerikanske indiefolk-scene, hvor ærlige tekster og stærke melodier går hånd i hånd. I sangene kredser hun om relationer, usikkerhed og de ting, vi ofte har svært ved at sige højt.
Debut-EP’en Din Mørke Himmel blev rost af både Politiken, Soundvenue og GAFFA, mens hendes intense livekoncerter allerede har bragt hende forbi blandt andet Roskilde Festival, SPOT og Smukfest.
Praktisk information
Entré
- Fri entré med årskort med en ledsager (gælder alle Summer Lounge-onsdage)
- Dagsbillet kan købes ved ankomst eller via webshop for 350kr
- Et årskort koster fra 545kr og for studerende fra 200kr. Begge er med ledsager
- Årskort giver også fri adgang til Kunsten, Utzon Center og Louisiana i et helt år
- Du kan købe et årskort her
Mad og drikke
- Mad og drikke kan købes i boderne i parken
- Brasserie Kunsten serverer både indenfor og på terrassen
Medbragt mad og drikke
- Det er ikke tilladt at medbringe drikkevarer
- Egen mad må medbringes og nydes i Skulpturparken
Picasso-Lab i Skulpturparken
I samarbejde med
Sponsoreret af