Klassisk Tableau. Drømmeslottet er formet som en pyramide med glasfacader på alle sider, så du kan se, hvad der gemmer sig inde på slottet. Slottet er placeret midt i parken og kombinerer skulptur og arkitektur. Blandt andet indeholder det en skulptur, der er en fortolkning af Bertel Thorvaldsens skulptur Jason med det gyldne skind (1803, Thorvaldsens Museum). Slottet balancerer på ni søjler, der refererer til forskellige arkitektoniske udtryk, og udenom er det omkranset af en sø, der fungerer som voldgrav.
Bjørn Nørgaard lavede ud over skulpturer en række happenings op igennem 1960’erne og 1970’erne. Han har desuden stået for udsmykningen af Riddersalen på Christiansborg Slot med 17 gobeliner, lavet til H.K.H. Dronning Margrethe II.
Af hensyn til værket og din egen sikkerhed er det ikke tilladt at kravle på slottet.
Erhvervet i 1985.