Skulpturen LOOP er udformet i blankpoleret stål, som giver den et helt specielt, industrielt udtryk. ”Loop” betyder ring og er et udtryk, der ofte bruges om flyveakrobatik og i forbindelse med rutsjebaner. Skulpturen er da også formgivet på en måde, hvor den netop danner denne loop-form.
Bjørn Poulsens skulpturer er typisk abstrakte, men rummer også ofte dele af noget man kender. Dette gør sig også gældende for LOOP, hvor der kan anes forskellige bygninger på skulpturen, og som set i sin helhed kan minde om en drage eller en krokodille.
Bjørn Poulsen anvender både traditionelle og utraditionelle materialer, når han skaber sine skulpturer. Blandt de mere traditionelle materialer kan eksempelvis nævnes bronze og sten, mens de mere utraditionelle er møbeldele og plastiklegetøj. Uanset materialevalget synes der ofte at være noget organisk og kødeligt over udtrykket.
Af hensyn til værket og din egen sikkerhed er det ikke tilladt at kravle på skulpturen.
Gave fra Ny Carlsbergfondet i 2011.