Kan man tegne et menneske ved alene at bruge cirkler? Og kan en farve være glad eller trist – eller kan en form være det?
Masser af kunstværker indeholder fagre farver og fascinerende former. Nogle kunstnere arbejder med den samme farve i mange forskellige nuancer, og andre arbejder med farver, der er komplementære – altså farver, som er helt forskellige fra hinanden. Nogle kunstnere arbejder med takkede og spidse former. Andre arbejder ofte med bløde organiske farver.
Sammen skal vi se på, tale om og arbejde med, hvordan former og farver påvirker den måde, vi opfatter kunstværkerne.
Kunsten har udviklet et spændende, kreativt læringsforløb, hvor der stilles skarpt på former og farverne i værker fra Kunstens udstillinger. Gennem samtaler, mini-oplæg og praktisk-kreative opgaver midt i udstillingssalene vil eleverne få et indblik i, hvor forskelligt kunstnere fra forskellige tider og steder i verden har arbejdet med farver og former. For eksempel kan vi skabe ansigter kun med geometriske former i forskellige farver eller se, om vi kan kopiere nogle af kunstværkerne med vores egne kroppe.
Målgruppe: Mellemtrinnet
Fag: Billedkunst
Varighed: 1,5 time
Pris: 750 kr.