Direkt zum Inhalt
Bild
Kunstnerisk grundkursus i tegning
Kalender
Kunstnerisk grundkursus i tegning | UDSOLGT
Image
Calender

28. Aug 2025 17:00 to 19:00

1. Okt 2025 17:00 to 19:00

6. Nov 2025 17:00 to 19:00

12. Nov 2025 17:00 to 19:00

4. Dez 2025 17:00 to 19:00

Image
Info

Eventet er udsolgt!

Image
Payment
Priser

Med årskort: 600,- (gælder også hvis du er ledsager til en årskortholder eller har en fribilletter til hver gang)

Uden årskort: 1900 kr. (inkl. entré pr. gang)

Studerende: 1100 kr. (inkl. entré pr. gang)

Image
Ticket

Du skal kunne fremvise årskort eller betale entré ved hver session.

Lær tegningens grundelementer. Vores tegnekursus består af fem sessioner med billedkunstner Inge Tranter, der guider dig gennem alt fra konturlinjer, lys og skygge til portrættegning og komposition.

Vil du gerne blive bedre til at tegne? Eller have et skub til at sætte den første streg?

På vores tegnekursus bliver du introduceret for tegningens grundelementer i fem forskellige workshops. Din underviser er kunstner Inge Tranter, og hun vil guide dig i:
 

  • Tegneteori
  • Teknikker
  • At se rigtigt – at tegne er som bekendt at se
  • Grundlæggende portrættegning
  • Et væld af øvelser, hvor alle kan være med


Hele vejen igennem har Inge fokus på at inspirere dig til kreative måder at udfolde og lege med dine nye evner – med blik på processen fremfor det færdige resultat.

Uanset om du er nybegynder, godt i gang med at tegne eller måske deltog på kurset i foråret 2025, vil du opdage nye teknikker og udvikle dine færdigheder sammen med Inge.

Vi stiller alt nødvendigt materiale til rådighed – du skal bare medbringe din nysgerrighed og lyst til at udforske tegnekunsten.

Workshops afholdes i perioden august til december, og hver session fokuserer på et nyt tema, hvor du skal fordybe dig i tegningens grundelementer.

Læs hele kursusprogrammet længere nede på siden.

Du er altid velkommen til at købe drikkevarer eller snacks i Brasseriet og nyde dem i værkstedet. Planlægger du at afslutte en eller flere af aftenerne med middag i Brasserie Kunsten, anbefaler vi, at du booker bord på forhånd.

Praktisk information
  • Workshoppen er henvendt til begyndere og letøvede tegnere.
  • Alle materialer er inkluderet i prisen, men du må gerne tage dine egne råmaterialer med, hvis du har nogle eksperimenter i tankerne. Du beholder selvfølgelig de værker, du laver undervejs på kurset.
  • Husk praktisk påklædning, der må blive beskidt.
  • Vi starter altid i værkstedet i underetagen.
  • Øl, vin, vand, kage og snacks kan købes i Brasseriet og må gerne nydes i værkstedet.
Kursusprogram

28. august

En undersøgelse af tegning – introduktion til materialer, bevægelse og fikspunkter
 
Mål: At lære et mangfoldigt udvalg af papirtyper og tegneredskaber at kende. Og at gå på opdagelse i, hvad en tegning kan være
 

  • Vi arbejder undersøgende med tegning, hvor vi udforsker forskellige tegneredskaber – kul, tusch, blæk, blyant, grafit og papir med forskellige strukturer og overflader.
  • Gennem små øvelser har vi opmærksomheden på bevægelse, rytme og tekstur.
  • Vi eksperimenterer med hurtige streger, stempler, tryk og gnidninger for at undersøge, hvad en tegning kan være.
  1. oktober

At tegne er at se 

Mål: Vi øver os i at se, hvordan tingene faktisk ser ud i stedet for, hvordan vores hjerne tror tingene ser ud. Derudover har vi fokus på koordinationen mellem øjne og hånd.
 

  • Vi udforsker blindtegning, hvor vi ikke kigger på papiret, men kun på det, vi tegner.
  • Vi tegner genstande og former med fokus på at fange essensen frem for detaljer og præcision.

6. november

Personlige streger

Mål: At slippe tankerne for i stedet at tegne intuitivt og personligt
 

  • Gennem forskellige øvelser undersøger vi, hvordan sanseindtryk kan blive til en personlig tegning.
  • Vi har fokus på grundlaget for en tegning – stregens karakter, intensitet og følelse.

12. november

Grundlæggende arbejde med form og fragmenter

Mål: Vi fokuserer på former, og hvordan alle motiver kan brydes ned til fragmenter af former.
 

  • Vi øver os i at se på genstande som todimensionelle former og bruger hjælpemidler som for eksempel forstørrelsesglas og spejle.
  • Vi arbejder med løsrevne fragmenter og forskydninger i vores tegninger – vi skiller motivet ad og sætter det sammen på nye måder.

4. december

Kroppen og store formater

Mål: Vi kaster os ud i at tegne kroppen, som er en kompleks ’genstand’ at tegne.
 

  • Vi tegner forskellige kroppe i forskellige positioner.
  • Vi udvider forståelsen af, hvad en tegning af kroppen kan være – blandt andet ved at bruge kroppen, for eksempel albuen, som tegneredskab.
  • Vi tegner stående på store stykker papir – det giver andre muligheder og udfordringer end at tegne siddende på mindre papirstørrelser.
  • Vi afslutter kurset med at tale om vores nye færdigheder.
Relaterede events