Direkt zum Inhalt
Bild
Foto af Inuuteq Storch

Keepers of the Ocean (2022), © Inuuteq Storch / VISDA

Image
Calender

24. Jun 2026 to 18. Okt 2026

Kunsten præsenterer den første museale soloudstilling i Norden med den internationalt anerkendte fotograf Inuuteq Storch (f. 1989, Sisimiut, Kalaallit Nunaat), efter hans anmelderroste repræsentation af Danmark med Rise of The Sunken Sun på Venedigbiennalen 2024.

Inuuteq Storch udforsker fotografiets kulturelle, sociale og historiske potentiale med afsæt i sit hjemland. Med et sjældent set insiderblik på arktiske miljøer skildrer han livet i Kalaallit Nunaat (Grønland) med billeder, der på én gang er rå og poetiske. Hans praksis forener det traditionelle og det moderne, og væver personlige fortællinger sammen med bredere refleksioner over grønlandsk historie, identitet og hverdagsliv.

Med en intuitiv arbejdsmetode og uden iscenesættelse giver Storch os adgang til Grønland set fra et grønlandsk perspektiv. Gennem gribende portrætter, skildringer af hverdagsliv og storslåede landskaber kortlægger hans værker, hvad det vil sige at leve i krydsfeltet mellem inuittraditioner, dansk koloniarv, klimakrise og globaliseringspres.

Storch arbejder ofte analogt og fotograferer med kameraer, han har fået af venner og familie, og kombinerer sine egne billeder med fundne fotografier og arkivmateriale. Fotobogen er central i hans praksis, fordi formatet giver mulighed for at arbejde med rytme, sekvensering og pauser, der kan udfolde de narrativer, han arbejder med. Udstillingen er derfor opbygget som en bog i syv kapitler: fem baseret på eksisterende fotografiske værker, her vist i nye formater, og to nye kapitler skabt af ikke tidligere viste fotografier.

Udstillingen laves i samarbejde med Bonnefanten Museum i Maastricht, hvor den vises i foråret 2027. 

Om Inuuteq Storch

Fotografen og kunstneren Inuuteq Storch (f. 1989) bor og arbejder i Sisimiut, Kalaallit Nunaat (Grønland), og i København. Han er uddannet fra International Center of Photography i New York (2016) og fra Fatamorgana – Danmarks Fotografiske Billedkunstskole i København. 

I 2024 blev han den første grønlandske kunstner til at repræsentere Danmark på den 60. Venedig-biennale, og siden har han udstillet blandt andet på MoMA PS1 og Sharjah Art Biennial. Storchs værker indgår i en række prominente samlinger, herunder Moderna Museet i Stockholm, MoMA PS1 og ARKEN Museum for Samtidskunst.

Bild
Inuuteq Storch

Foto: Anders Hviid-Haglund

Inuuteq Storch: Who We Are
remote video thumbnail
https://player.vimeo.com/video/665230861?msockid=0faf6ed9a8c56d900251789ea9ae6cd4 |

Louisiana Channel

Bild
Foto af Inuuteq Storch

Keepers of the Ocean (2022), © Inuuteq Storch / VISDA

Inuuteq Storch i Kunstens samling

Kunsten begyndte at samle på Storchs værker i 2024, efter at kunstsamlerne Margit og Jens Haven Christiansen skænkede tre centrale værker: to fra serien Keepers of the Ocean (2019) og ét fra Soon Will Summer Be Over (2023).

I 2025 fulgte Ny Carlsbergfondet op med en donation af hele serien At Home We Belong (2025), der omfatter 25 fotografiske værker og udgør et betydningsfuldt bidrag til museets samling.

Støttet af