Vinterferien på Kunsten er også for de voksne. Tag en pause fra hverdagen, sænk skuldrene og nyd et par timer i skønne omgivelser.
I uge 7 og 8 inviterer Kunsten til vinterferie i et roligere tempo – med plads til fordybelse, gode samtaler og små pauser undervejs. Gå på opdagelse i udstillingerne, find en stille krog, eller nyd en kop kaffe og noget lækkert i Brasserie Kunsten.
Uanset om du kommer alene, med en ven eller som en del af en feriedag med familien, er museet det perfekte sted at trække vejret dybt og lade sanserne udforske.
Du kan købe billet her – børn og unge under 18 år har som altid gratis entré til Kunsten, og alt det praktiske kan du læse om her.
Det kan du opleve
Fordyb dig i de nye udstillinger
Guidede ture i Per Kirkeby
Nyd en pause i Brasseriet
Vinterjazz: Nana Rashid - The Trio Tour
Klog på Kunsten: Poppet Kunst
Frisk luft i Skulpturparken
Læs mere om det hele i guiden nedenfor.
Se også vores guide for børn og familier her
Fra den 5. februar kan du opleve udstillingerne 'Vilhelm Lundstrøm' og 'Sisters Hope & Kunsten'.
I Sisters Hope & Kunsten kan du opleve værker fra Kunstens samling i et sanseligt og æstetisk univers. Undervejs i udstillingen får du mulighed for selv at deltage i Sisters Hopes særlige performance-univers, der åbner for nye perspektiver på kunstens virkemidler.
I Vilhelm Lundstrøm får du sjælden mulighed for at opleve Lundstrøms udvikling i fuld skala – fra de tidligste eksperimenter, der vakte både forargelse og opmærksomhed, til de modne værker, der i dag har gjort ham til et ikon i dansk kunst.
Hvordan gik Per Kirkeby fra at være en del af den eksperimenterende Eks-skole til at blive en af Danmarks største og mest anerkendte kunstnere i det 20. århundrede? Kom på guidet tur i Per Kirkebys abstrakte univers.
Hvornår: Den 18. og 19. februar, kl. 19:30 til 20:20
Pris: Fra 50 kr.
I Brasserie Kunsten kan I nyde både børnefavoritter og lækkerier til de voksne. Mens maden eller kakaoen nydes, kan I også kaste jer over små kreative aktiviteter ved bordet.
Årskortholdere + én ledsager får 10 % rabat.
Vi anbefaler at booke bord på forhånd – Brasseriet er populært i ferien.
Oplev en af Nordens mest personlige jazzstemmer, når Nana Rashid gæster Kunsten til Vinterjazz i 2026. Det bliver en sanselig og nærværende aften, hvor jazzen, kunsten og arkitekturen smelter sammen i ét.
Hvornår: Den 11. februar, kl. 19:00 til 20:30
Pris: Fra 150 kr.
I denne omgang Klog på Kunsten vil vores dygtige kunstformidler Marianne Trenskow gøre dig klogere på de kunstnere, der i 1950’erne og 60’erne brød med traditionerne og gjorde hverdagens billeder, symboler og varer til kunst. Andy Warhol, Roy Lichtenstein og Jeff Koons er blot nogle af de navne, du møder undervejs.
Det kræver ingen særlig viden om kunst at være med – blot nysgerrighed.
Hvornår: Den 12. februar, kl. 19:00 til 20:20
Pris: Fra 50 kr.
Trænger I til frisk luft i naturen, er Skulpturparken et oplagt stop. Her er ro og fordybelse blandt kunstværkerne. Oplev spejlinger i Den trekantede himmel eller gå på opdagelse i Søjler til lysrefleksion.
Hvornår: Hele museets åbningstid
Pris: Gratis, når entréen er betalt