
Hver onsdag hele sommeren igennem blænder Kunsten op for byens lækreste arrangementer i Skulpturparken. Denne gang byder Summer Lounge blandt andet på en af Danmarks mest interessante sangskrivere og musikere lige nu: Bisse, som udkom med det anmelderroste album, Højlandet, i oktober 2016.
Gi’ dig hen til fællesskabet og den gode stemning i parken – og nyd tonerne af Bisses ”Nat med Mig”, ”Undertoner”, ”Seks Hjerter” og mange andre hits. DR Kultur har hædret Bisse som ”Danmarks nye CV Jørgensen”, og tidligere på året hev han hele fem priser hjem fra årets Steppeulven, blandt andet årets album og tekstforfatter. Det bliver på sin helt egen måde en fest, når Bisse gæster Skulpturparken med sine provokerende kærlighedssange.
Til Kunstens Summer Lounge sørger en ny DJ, musiker eller kunstner hver uge for underholdningen. Foodtrucks ruller ind i parken og fremtryller dine livretter: Vi får bl.a. besøg af Cheer Up!, som serverer spændende sandwiches, salater og smoothies. I vores udendørs Kunst-Lab præsenterer forskellige kunstnere dig for materialer og oplæg og indbyder til, at du skaber noget unikt – nogle gange et fælles projekt, andre gange et personligt kunstværk, som du får med hjem. Lanterner og fakler lyser parken op. Og baren er åben. Need we say more!
Ta’ dine venner eller familien med, læg jer på tæppet eller i vores loungemøbler og tun ind på de dejligste danske sommeraftener i Aalborgs bedste omgivelser.
Praktisk information