Kunsten Museum of Modern Art Aalborg

Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg

Tlf: +45 99 82 41 00
kunsten@kunsten.dk
CVR: 47 21 82 68
faktura@kunstenfaktura.dk

 

Danske Bank

Regnr.: 4368 Kontonr.: 13534926

Biblioteket

Biblioteket er tænkt som et ”fordybelsesrum”, og det er også, populært sagt, det mest asociale rum på Kunsten. Salen er indrettet til, at man kan sidde og læse i museets bøger eller se en film. Hvor man alle andre steder på museet går og taler sammen om det, man oplever, er der i biblioteket en helt særlig ro.

Biblioteket på Kunsten er det største kunstbibliotek uden for København. I biblioteket findes blandt andet presseklip og et stort udvalg af bøger om kunst og kunstbøger, der relaterer sig til det, man kan opleve i udstillingerne. Biblioteket byder også på bøger, som er små kunstværker i sig selv, kun udgivet i ganske få eksemplarer.

 

Aalto Showroom

Alvar Aalto tegnede salen som en uregelmæssig polygon med en unik betonkonstruktion med fire vifteformede ovenlysvinduer. Lyset kommer således ind i salen fra et vindue foroven – hvorfra der er et lille kig ud på den lange marmorvæg. Gennem alle årene har salen fungeret som et ”Aalto showroom”, idet også samtlige møbler og lamper er tegnet af Alvar Aalto.

 

Fra musiksal til bibliotek

Salen har været gennem forskellige faser frem mod det, den er i dag. Oprindeligt blev den skabt som en kammermusiksal, og af hensyn til rumakustikken lagde man parket på gulvet, og væggene blev beklædt med gardiner fremstillet efter arkitekternes tegninger. Senere blev salen indrettet til et børnekunstmuseum, dernæst biograf, senere til Kunst-Lab og nu altså bibliotek.