Skip to main content
Image
Summer Lounge

Foto: Diana Aud

Presse og nyheder

10 år med sommeraftener på Kunsten: Summer Lounge er tilbage!

30. Apr 2026

Hver onsdag hele sommeren

Hvor går man hen en onsdag aften i sommermånederne? For mange er svaret ret enkelt: Skulpturparken ved Kunsten.

Kunsten Summer Lounge fylder 10 år og er igen i år tilbage med seks sommeraftener med live-musik, talks og god stemning under åben himmel, hver onsdag fra 1. juli til 5. august.

Her kan du slappe af med vennerne, blive lidt klogere på det, der rører sig lige nu – eller bare nyde en kold drink i solen, mens musikken spiller.

"Summer Lounge er vores måde at åbne museet op på og skabe et sted, hvor man kan være sammen om noget, uden at det behøver være højtideligt. Du kan både blive udfordret, underholdt og bare have en virkelig god sommeraften," siger kommunikationschef Lars Ulrich Hansen.
 

Summer Lounge program


Musik, drinks og lange sommeraftener
Hver onsdag er der livekoncerter, dj’s og pop-up-events, mens Brasserie Kunsten sørger for mad, og barerne for kolde drikke.

Bad Seed er med til at sætte stemningen fra start, når vi den 1. juli skyder årets første Summer Lounge i gang. De forkæler nemlig de første 200 gæster med gratis øl – og med titlen som Danmarks bedste bryggeri er der garanti for gyldne dråber i glasset.

Drinksene smager bare bedre lidt, når musikken spiller, og på musikscenen kan du i år glæde dig til navne som blandt andre Vinnie Who, Mattias Kolstrup, Hvalfugl og Karoline Funder.

Det, der fylder lige nu
I Summer Lounge's ånd tager årets talk-program fat i nogle af de emner, der fylder i vores liv lige nu.

Du kan blandt andet opleve Pærfekt Croquis, hvor vores idealer om det perfekte liv og kroppens udseende bliver sat under lup og høre om Den Store Kærlighed, hvor samtalen falder på parforhold og kærlighed i en moderne virkelighed.

Du kan også opleve Caspar Erics CRIP FEST, der vender blikket på handicap og normer og stiller spørgsmålet: Hvad nu hvis problemet ikke er kroppen, men måden samfundet er indrettet på?

Kort sagt: Samtaler om alt det, der fylder, når man prøver at finde rundt i livet – og i hinanden.

"Det er blevet en tradition for mange at kigge forbi i løbet af sommeren – og vi håber, at endnu flere har lyst til at være med i år. Jubilæet er en god anledning til at opleve Summer Lounge, uanset om man har været her før eller ej," siger Lars Ulrich Hansen.

Med et årskort til Kunsten & Utzon Center har du fri entré til alle seks onsdage i Kunsten Summer Lounge. Har du ikke årskort, kan du købe en dagsbillet for 350 kr.

Læs mere om Kunsten Summer Lounge på kunsten.dk/lounge
 



Datoer
1. juli, 8. juli, 15. juli, 22. juli, 29. juli og 5. august

Årets musik-navne
Vinnie Who
Mattias Kolstrup
snuggle
Hvalfugl
Karoline Funder

Årets talk-navne 
Svend Brinkmann
May Lifschitz
Caspar Eric
Anna Juul
Helin Erdem
Emil Grundsten
Albert Klüver Rongsted
Kim Richard Adler Mejdahl
Simon Toftgaard Jespersen
Mads Jannik Holm
Dean Butt
Christine Kærulv
Pærfekt Croquis
 



Pressefotos kan findes her

Pressekontakt
Amalie Bejstrup, PR ansvarlig 
+45 24 62 99 93
presse@kunsten.dk

Kunsten Summer Lounge er støttet af