Jens Haaning
Født i Danmark, 1965. Bor og arbejder i København.
En gennemsnitlig dansk årsindkomst fra 2010 og En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst fra 2007
To rammer med tomme, hvide baggrunde hænger på Kunsten. Sådan var planen dog ikke fra starten. I vinteren 2020 blev den danske kunstner Jens Haaning inviteret til at deltage i udstillingen Work it Out med to værker fra Haanings tidligere produktion: En gennemsnitlig dansk årsindkomst fra 2010 og En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst fra 2007. De to værker var tænkt ind i udstillingens tematik, da værkerne illustrerer, hvordan en årsindkomst rent faktisk ser ud, når den er helt fysisk. Værkerne peger både på lønnen som et instrument til at måle arbejdets værdi og på nationale forskelle inden for EU.
Take the Money and Run, 2021
Værket Take the Money and Run (2021) indskriver sig i en kunsthistorie, der lader materialer være et efterladt spor eller en ramme for en idé eller en handling. Et kendt, dansk eksempel er kunstner Bjørn Nørgaards værk Hesteofringen fra 1970, der skabte stor medieopmærksomhed grundet handlingen med at aflive, partere og efterfølgende udstille en hest. Værket var en kommentar til den igangværende Vietnam-krig, men fokus og reaktionerne gik primært på materialet til værket og ikke intentionen bag.
I en nylig international sammenhæng er kunstneren Banksy med værket Love is in the bin, hvor halvdelen af et af kunstnerens berømte værk med en lille pige med en ballon automatisk blev makkuleret, akkurat efter værket blev solgt på auktion. Banksy ændrede samtidig titlen på værket fra Girl with a Balloon til Love is in the Bin, og citerede kunstneren Pablo Picasso for ordene ”trangen til at ødelægge er også en kreativ trang”. Banksys praksis er kritisk at belyse manglende demokrati i kunsten med afsæt i sin baggrund som street artist. Her er det samtidigt vigtigt at påpege, at Girl with a Balloon blev solgt til 1 million britiske pund og nu er på auktion igen i efteråret 2021 med en vurdering på 45-52 mio. kr. som Love is in the Bin. Den aktivistiske kunsts kapitalismekritik indgår således på paradoksal vis som en del af et globalt, kommercielt kunstmarked.
På samme måde er Haanings nye værk Take the Money and Run også en erkendelse af, at kunstværker, trods intentioner om det modsatte, indgår i et kapitalistisk system, der værdisætter et arbejde ud fra nogle arbitrære forhold. Værdiansættelsen af kunst kan handle om navnet på en kunstner, hvilket galleri kunstneren er tilknyttet, og hvilke samlinger værker indgår i. Værket kan derfor både ses som en kritik af mekanismer internt i kunstverdenen, men peger samtidig mod større strukturer i vores samfund, som behandler alt som en vare, der kan opgøres i kroner og øre. Selv de manglende penge i værket har en pengeværdi, når det udnævnes til kunst og viser dermed, hvordan penges værdi er en abstrakt størrelse.
Der er de senere år kommet større fokus på kunstneres arbejdsvilkår i Danmark. I mange år har både kunstnere, freelance kuratorer og formidlere fortalt om mangelfulde arbejdskontrakter og skiftende honorarer samt manglende økonomisk støtte. Danske museer har dog inden for de seneste år indgået i et tæt og forpligtende samarbejde med Billedkunstnernes Forbund, BKF, der sikrer kontrakter og en minimumsaflønning til kunstnere.
Læs mere om Take the Money and Run her.