Af Dorothea von Hantelmann
Tino Sehgals værker bliver realiseret som handlinger, som bevægelser og tale; den eneste materielle understøttelse, de kræver, er den menneskelige krop. Hans værker bliver udført kontinuerligt i åbningstiden i hele udstillingens løbetid. De sælges af gallerier og bliver solgt til samlere, som erhverver retten til at udstille dem og dermed muliggør, at værket bliver en del af en museumssamling. Som kunst betragtet opfylder Sehgals værker alle parametrene for et visuelt kunstværk undtagen den essentielle parameter, som består i en ikke animeret materialitet. Mens andre kunstnere tager udgangspunkt i en genstand og giver den en begivenhedsagtig karakter, går Sehgal ud fra en flygtig handling som at synge, bevæge sig eller tale og giver den en genstandsagtig karakter.
Sehgals værker er tænkt som situationer, der udfolder sig i tid og rum. Værket er situationen inklusive beskueren. Sehgal forbyder visuel dokumentation af sine værker for at forhindre, at situationerne bliver oversat til et todimensionelt mediumog undgår dermed, at dokumentationen fungerer som en erstatning for værket. Mundtlig overlevering og kropslig hukommelse – traditioner, der står i modsætning til museets princip om at bevare genstande – bliver de essentielle og definerende principper, eftersom videreførelsen af hans værk udelukkende beror på måden at huske det på.
Næsten alle titlerne på værkerne begynder med Dette er, som ikke kun fungerer som værkets signatur, men også udfylder en vigtig performativ funktion, nemlig at konstituere disse begivenheder som kunstværker.
”Fortolkerne” fungerer, efter de har udført værket – eftersom der ikke er nogen skriftlig information i lokalet – også som kommentatorer eller kritikere af det værk, de lige har legemliggjort.
Selve den kendsgerning, at gæsten udløser værket at det kun eksisterer for ham eller hende i det øjeblik, indeholder et element af bemyndigelse for beskueren. Denne ”bemyndigelse” er et helt centralt træk ved Sehgals værker. Individet er ikke kun én, der ser og forstår, men en aktiv medspiller, som griber ind i og former det, der foregår. Individet har handlekraft og ansvar.
Dorothea von Hantelmanns tekst undersøger, hvordan Tino Sehgal viderefører 1960’ernes diskussioner om overskridelsen og opløsningen af det traditionelle begreb om kunstværketved at skabe et værk uden genstande. Det gør hun i første halvdel af artiklen ved at drage paralleller til både moderne dans, minimalisme, fluxus, performance og konceptkunst og ved at inddrage et bredt teorifelt. Særligt diskuteres forholdet mellem Michael Frieds centrale postulat om, at kunsten er nødt til at transcendere sin faktiske genstandskarakter, og Theodor Adornos modstand mod kunstværkets tingslighed sat op imod Tino Sehgals immaterielle værkproduktion.
I løbet af artiklen beskrives flere af Tino Sehgals værker, og de sættes ind i en kontekst, der redegør for deres kritiske potentiale i vor samtid, herunder kunstnerenskritik af distributionssystemet og den dominerende produktionsmodel: omdannelsen af materiale til varer, som den reproduceres af den visuelle kunst.
I sidste halvdel af teksten redegøres der for kunstværkerne og deres modtagelse som en uendelig løkke af feedback med en skrøbelig og konstant skiftende magtbalance mellem fortolkerne og gæsterne, som til en vis grad er styret af Sehgals iscenesættelse og dramaturgi. Museets rituelle rolle som samfundsinstitution sættes afsluttende i relation til det frisatte individ i Tino Sehgals værker, der i sidste ende omskaber museet til et mere socialt rum.
Denne tekst udgør Kapitel III i Dorothea von Hantelmanns bog, How to Do Things with Art (Zürich, Dijon: JRP|Ringier, Les Presses du Réel, 2010).
Hvis du vil have et hurtigt overblik over teksten, kan du læse tekststykkerne med fed skrifttype. Disse tekststykker konstituerer et komprimeret indblik i tekstens hovedpunkter.