Hvad fylder i vores liv, og hvad er egentlig vigtigt i livet? Det er spørgsmål, som de færreste af os tænker over i hverdagen, men som er godt at sætte tanker og ord på. Det gør vi i dette kreative læringsforløb.
Vi befinder os alle et eller andet sted i livet, og har gjort os erfaringer med det på godt og ondt. De erfaringer forsøger vi at bearbejde kreativt, så vi i højere grad bliver bevidste om dem, og kan arbejde med dem fremover. Livet er derfor omdrejningspunkt for de samtaler og kreative aktiviteter, som vi sammen med dine elever, arbejder med i dette forløb. Vi tager altid udgangspunkt i elevernes oplevelser, og derfor italesætter vi måske også nogle af de sværere sider ved livet som f.eks. sorg og tab, præstationsfokus eller lignende. Hvad vi præcist ender med at arbejde med, kommer an på, hvad der fylder for dine elever.
Kunsten har udviklet et kreativt læringsforløb, hvor vi undersøger livet ud fra konkrete og jordnære dialoger og kreative aktiviteter. Udgangspunkterne for forløbet finder vi i udstillede kunstværker, som forholder sig til eksistentielle temaer, vi kan spejle os i. Gennem en åben dialog, undersøger vi, hvad eleverne håber, deres liv i fremtiden kommer til at indeholde, og hvilken værdi vi tillægger forskellige relationer og materielle elementer i vores liv. Særligt i de kreative aktiviteter går vi på opdagelse i de tavse livserfaringer, vi alle har gjort os. Ofte kan hændernes sprog nemlig grave frem til noget, som vi ikke helt kan finde ordene for.
Varighed: 1,5 time
Hvor: I museets udstillingssale
Max. antal elever: 28
Målgruppe: Mellemtrin, udskoling, ungdomsuddannelser
Fag: Religion, konfirmandforberedelse
Pris: 750 kr.
Praktisk info: Eleverne skal altid være ifølge med en lærer/pædagog/præst, når de bevæger sig rundt på museet. Vi forventer, at du har orienteret dine elever om, hvordan de skal færdes på museet. Se retningslinjer for et besøg her.