Kunstværkets materialitet

”Jeg tror, at problemet omkring genstanden”, sagde Daniel Buren til Seth Siegelaub i en samtale om 1960’ernes diskussioner om overskridelsen og opløsningen af det traditionelle begreb om kunstværket, ”er et af de mest interessante problemer, der skal løses, men et, som ikke kan løses ved at skabe et værk uden genstande.” (1)

Både teori og praksis fraslutningen af 1960’erne sætter genstandens status og de traditionelle begreber omkring kunstnerisk produktion til debat. The Anxious Object, titlen på Harold Rosenbergs bog fra 1966, peger på genstandens skrøbelige status. I 1973 markerer Lucy Lippards banebrydende bog Six Years: Dematerialisation of the Art Object from 1966-1972 ikke blot konceptkunstens fødsel, men argumentererogså for, at ”det materielle bliver negeret”.Og i 1975, i et nyt bind af American Art Since 1900, giver Barbara Rose et kapitel om 70’ernes kunstoverskriften ”Beyond the Object” (Hinsides genstanden). (2) I dag må vi dog konkludere, at det var lidt for tidligt at sige farvel til genstanden. Buren går mere præcist ind til kernen af de kunstneriske og teoretiske diskussioner i 1960’erne, når han taler om en ny ”sparsommelighed med midlerne”. (3) Bortset fra nogle få undtagelser er der aldrig sket nogen ”dematerialisering” af kunsten. Der er kun meget få eksempler, hvor der ikke er noget materielt grundlag for kunstværket. Som kunstneren Robert Barry udtrykker det: ”Vi nedbryder ikke for alvor genstanden, men udvider bare definitionen af den.” (4)

I Tino Sehgals værker er der imidlertid ikke nogen genstand. Hans værker bliver realiseret som handlinger, som bevægelser og tale; den eneste materielle understøttelse, de kræver, er den menneskelige krop. Ofte er det museumskustoden, som udfører en koreografi, når man træder ind på udstillingen, hvorefter han fortæller gæsten, at det er et værk af Sehgal. Eller det kan være den person, der sælger billetter ved indgangen, som efter købet fremsiger en overskrift fra dagens avis efterfulgt af titlen på Sehgals værk, This is new. I standen hos The Wrong Gallery fra New York på Frieze Art Fair i 2003 havde Sehgal placeretto børn på ca. 8 år, som bød gæsterne velkommen med ordene: ”Hello. Welcome to the Wrong Gallery. We are showing This is right by Tino Sehgal, ”og derefter udførte fem af Sehgals værker for potentielle købere, mens de informerede dem om værkernes priser og størrelser. På kunstmessen i Basel året efter arrangerede Sehgal en pas de deux for sine kunsthandlere, (5) som han satte til at samarbejde og konkurrere med hinanden på samme tid. De udførte forskellige værker for potentielle købere, men havde kun lov til at sige ét ord ad gangen på skift. For at kunne gennemføre en samtale med potentielle købere skulle de endda samarbejde om at formuleregrammatisk korrekte sætninger.

Sehgals værker giver kunsten et nyt materielt grundlag, men hævder ikke desto mindre at være visuelle kunstværker. Hans værker bliver udført kontinuerligt i åbningstiden i hele udstillingens løbetid. De sælges af forhandlere og bliver solgt til samlere, som erhverver retten til at udstille dem og dermed muliggør, at værkernebliver en del af en museumssamling. Som kunst betragtet opfylder Sehgals værker alle parametrene for et visuelt kunstværk undtagen den essentielle parameter, som består i en ikke animeret materialitet. Mens andre kunstnere tager udgangspunkt i en genstand og giver den en begivenhedsagtig karakter, går Sehgal ud fra en flygtig handling som at synge, bevæge sig eller tale og giver den en genstandsagtig karakter.