Bevæg dig gennem nogle af de mest betydningsfulde kapitelpunkter i det 20. århundredes danske kunsthistorie i udstillingen Kunsten Classic. Fra det moderne gennembrud, skønvirke og symbolisme omkring år 1900 over modernisme, surrealisme, Cobra og helt frem til 1960’ernes og 70’ernes konceptkunst.
Udstillingen bygger på Kunstens righoldige samling af kunstværker og suppleres med eksempler på tidstypisk design, møbler og kunsthåndværk. På den måde sættes kunstværkerne ind i deres historiske kontekst og du får en fornemmelse af den tid, de er skabt i.
I udstillingen kan du både fordybe dig i velkendte klassikere eller stifte bekendtskab med en række nytilkomne og tidligere oversete værker i samlingen. Det gælder bl.a. en række værker af kvindelige kunstnere, som er blevet tilføjet museets samling de senere år med et fokus på at rette op på den kønsmæssige skævvridning, der har præget kunsthistorieskrivningen.
Kunstens samling rummer næsten 4000 værker af danske og internationale kunstnere fra starten af 1900-tallet og frem. Det er langt flere, end vi kan vise på museet på én gang. Derfor har vi skabt Kunsten Collection – vores digitale database, hvor du kan gå på opdagelse i hele samlingen.
På collection.kunsten.dk kan du dykke ned i alt fra Asger Jorn og Vilhelm Lundstrøm til Julie Nord. Du kan zoome ind på detaljer, gemme dine favoritter og sammensætte dine egne digitale udstillinger i Mine samlinger. Det er den nemmeste måde at gå på opdagelse i Kunstens verden – uanset om du forsker eller bare er nysgerrig.