Uniformeret søvngænger, 2003
Skulptur (filt, nappa, metalknapper og lynlås)
86,0 x 37,0 x 46,0 cm
Christina Hamre (1974-) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2004. I 2007 deltog hun i udstillingen Match Race på KUNSTEN (dengang Nordjyllands Kunstmuseum). Hun arbejder med traditionelle kunstneriske udtryksformer som skulpturer, keramik og tegninger, som hun behandler utraditionelt. På keramikkens område eksperimenterer hun ved at anvende flere forskellige slags glasur og meget forskellige motiver og udtryk. Tegningerne kan være udfærdiget på skind og skulpturerne lavet af så utraditionelle materialer som filt, skumgummi, hør, lynlåse, knapper, aluminiumstof og tyl. I hendes værker figurerer ofte dyr, mennesker eller andre væsner. Bl.a. har hun lavet mumieskulpturer, udbryderkonger og dandyer, der i deres udformning nærmest ligner forvoksede voodoodukker. Dandyen er en kendt karakter i kunsten og litteraturen, som er kendetegnet ved at have dyre vaner og at gå mere op i sin egen fremtoning end verden omkring ham. Flere værker kommenterer på magtforhold og død, men det groteske og mørke eksisterer på lige fod med populærkulturen, det eventyrlige og det humoristiske. Vi befinder os i et spænd mellem fantasi og virkelighed, mellem liv og død, et spænd der ligeledes har været afbildet i surrealisternes værker som en illustration af kampen for personlig frihed og opgøret med hæmmende tabuer.
Form
Indhold
Budskab
Fortolkning
Skulpturerne i museets samling kan anvendes til et undervisningsforløb om skulpturens udvikling igennem tiderne. Se f.eks. på udformning og materialevalg i nogle af nedenstående eksempler:
Inden besøget er det altid en god idé at undersøge, om de enkelte værker er tilgængelige på museet.
Skulpturens udvikling
Besøget på museet og arbejdet med værket kan knyttes til et forløb om skulpturens udvikling kunsthistorisk set.
Skab jeres egen skulptur
Eleverne kan arbejde med at skabe deres egen skulptur. Den kan være nyskabende i materiale, udformning eller noget helt tredje. Forløbet og den færdige skulptur kan dokumenteres med digitalfotos eller en skitse til port foliomappen.
Uniformen som magtsymbol
Klassen kan arbejde med temaer som krig og magtsymboler, herunder uniformen.
Anmeld værket
Eleverne kan lave en skriftlig aflevering i form af en anmeldelse af et af værkerne, hvor de begrunder, hvorfor de mener, at værket er godt eller skidt.
Inddrag litteraturen
Uniformeret søvngænger kan i danskundervisningen analyseres i forhold til litterære værker. Se f.eks. nedenstående eksempler. Her kan man bl.a. undersøge forholdet mellem afsender og modtager, om der er anvendt tegn, symboler og billedsprog, hvordan digtet stilistisk er opbygget, om der er eksempler på intertekstualitet eller parafrase over andre værker, samt hvilke temaer og budskaber værkerne beskæftiger sig med.
Naja Marie Aidt Og dagen er fuld af regn… (Aidt, Naja Marie: Samlede digte 1991-2008, Gyldendal, 2009, s. 139):
Michael Strunge Konstabel (Strunge, Michael: Samlede Strunge - Digte 1978-85, Borgen, 2001, s. 191):
Inddrag andre fag
Med udgangspunkt i et af de foreslåede temaer vil undervisningsmaterialet kunne anvendes til tværfaglige forløb som eksempelvis Almen Studieforberedelse. Der er bl.a. mulighed for at lave et projekt, der inddrager det visuelle fra billedkunst og det auditive fra musik. I forbindelse med musik på højniveau kan eleverne lægge musik og evt. tekst til et af værkerne ligesom den elektroniske musiker Tone. Se f.eks. følgende link for inspiration http://tonetone.org/.
Aidt, Naja Marie: Samlede digte 1991-2008, Gyldendal, 2009.
Bonde, Lisbeth in: Blind Karavane, udstillingskatalog, 2010.
Strunge, Michael: Samlede Strunge - Digte 1978-85, Borgen, 2001.