Blikket
Det grimme og det skønne
Krig
Natur og landskab
Storbyen
Tegn, symboler og ikoner
Problem child, 2006
Collage-maleri (blandede materialer på træ)
140,0 x 160,0 x 10,0 cm
The Jack, 2006
Collage-maleri (blandede materialer på træ)
140,0 x 160,0 x 10,0 cm
Jens Robert Jørgensen (1975-) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007. Han udtrykker sig i malerier, collager og bemalede skulpturer og har udstillet på gallerier og museer i Danmark og rundt omkring i Europa. I 2007 deltog han i udstillingen Match Race på KUNSTEN (dengang Nordjyllands Kunstmuseum).
I sine collager arbejder han med maling, udklip og klistermærker m.m. Udtrykket er både levende, detaljeret og grafisk stringent. De grå og sorte nuancer skaber sammen med genstande som kranier en dyster tone, som dog brydes af idylliske orkideer og sommerfugle. Collagerne er i mange henseender præget af kontraster, og der er referencer til såvel by som natur, til fortid, nutid og fremtid. Ud af alle disse elementer skaber Jens Robert Jørgensen en slags science fiction storby. Han er inspireret af op art og hele idéen om, at perspektivet kan skabe en optisk illusion, som forvirrer øjet og hjernen, og derved skaber en spænding i værket. Udover op art henter Jørgensen inspiration i hverdagskulturen, psykedelisk kunst og popkunstens farverige univers.
Form
Se på collagen og lav en beskrivelse af den.
Hvilke objekter ser man?
Hvordan er linierne og formerne?
Hvilke farver er der anvendt?
Er der lys og skygge?
Er der et punkt, som man fokuserer særligt på? Hvor er det placeret, og hvilken virkning skaber det?
Er der balance, symmetri eller asymmetri? Hvilken virkning giver det?
Er der rytme eller gentagelse i kompositionen? Hvilken effekt skaber det? Er der bevægelse?
Er der perspektiv i collagen, dvs. noget som er tættere på end andet? Hvordan virker perspektivet? Anvendes farverne til at skabe perspektiv?
Hvordan udfyldes fladen? Hvilken effekt skaber det?
Hvordan virker collagens overflade/tekstur?
Hvordan er collagen lavet? Har der været anvendt en bestemt teknik eller særlige materialer?
Er collagen indrammet? Hvilken effekt skaber det?
Indhold
Hvad er motivet? Forestiller det noget genkendeligt? Hvis ja, hvad kan man genkende? Hvis nej, hvad virker anderledes?
Figurerer der personer i collagen?
Er der en handling eller fortælling? Hvis ja, hvordan afbildes denne?
Er der symbolik i værket? Hvad fortæller symbolerne? Er der farvesymbolik? Anvendes farverne til at fortælle noget bestemt?
Er der kontraster i værket?
Budskab
Hvilket tema beskæftiger værket sig med? Kan titlen og motivet give et fingerpeg?
Er værket skabt med henblik på, at man skal nyde det, eller rummer det også et budskab? Hvis ja, hvilket?
Perspektivering
Hvilken målgruppe henvender det sig til?
Lægger værket op til debat?
Gør værket opmærksom på sig selv som værende kunstværk?
Får værket en til at tænke på andre værker? Hvorfor/hvorfor ikke?
Collager
I forbindelse med museumsbesøget kan klassen se nærmere på forskellige collager fra KUNSTENs samling. Se f.eks.:
Arthur Köpcke 1-2-3, 1952.
Albert Mertz Slukkede stjerner, 1961.
Sven Dalsgaard 103,7 cm højt, 1961 og Det skjulte billede, 1962.
Sven Hauptmann Collage, 1966.
Erik Gram-Hanssen Dødsspringet, 1969-1970.
Nam June Paik Move to…, 1975.
Berit Heggenhougen-Jensen Komposition, 1990.
Lise Nørholm Thomsen Erna, u.å.
Mette Vangsgaard Breughels by ІІІ, 2008.
Hvordan ses Jens Robert Jørgensens inspiration fra op art? Betragt f.eks. følgende værker fra KUNSTENs samling:
Victor Vasarely BETA positif, 1969.
Knud Hvidberg Kobberslangen, 1974.
Knud Hvidberg She Who Brings Forth Again and Again, 1975.
Knud Hvidberg Universal Blue, 1976.
Inden besøget er det altid en god idé at undersøge, om de enkelte værker er tilgængelige på museet.
Skab jeres egne collager
Lav f.eks. et undervisningsforløb, hvor eleverne selv får lejlighed til at skabe collager. Indled evt. forløbet med at vælge et fælles tema at arbejde ud fra. Collagerne kan dokumenteres til port folien ved at tage billeder med digitalkamera.
Sæt ord på værket
Eleverne kan vælge et objekt på en af Jens Robert Jørgensens collager, som danner udgangspunkt for et digt eller en fortælling.
Anmeld værket
Eleverne kan lave en skriftlig aflevering i form af en anmeldelse af et af værkerne, hvor de begrunder, hvorfor de mener, at værket er godt eller skidt.
Collagerne kan i dansk analyseres i forhold til litterære værker. Se f.eks. nedenstående eksempler på lyrik og kortprosa. Her kan man bl.a. undersøge forholdet mellem afsender og modtager, om der er anvendt tegn, symboler og billedsprog, hvordan den stilistiske opbygning ser ud, om der er eksempler på intertekstualitet eller parafrase over andre værker, samt hvilke temaer og budskaber værkerne indeholder.
Søren Ulrik Thomsen Beaufort-skalaen (Brixvold, Jeppe & Hans Otto Jørgensen (red.): Kortprosa 1999, Arena & Lindhardt og Ringhof, 1999, s. 221):
Hvordan fremstår værkerne?
Er der en tydelig fortælling?
Hvilken effekt skaber værkerne i forhold til læseren/beskueren?
Naja Marie Aidt Vinterglæder (Aidt, Naja Marie: Samlede digte 1991-2008, Gyldendal, 2009, s. 454):
Prøv at sammenligne sproget i digtet med elementerne i collagerne. Hvordan fremstår de?
Er der en sammenhængende fortælling?
Hvilken effekt skaber de mange elementer?
Fortæller værkerne noget om vores samfund?
Er der kontraster i værkerne?
Med udgangspunkt i et af de foreslåede temaer vil undervisningsmaterialet kunne anvendes til tværfaglige forløb som Almen Studieforberedelse. Der er bl.a. mulighed for at lave et projekt, der inddrager det visuelle fra billedkunst og det auditive fra musik. I forbindelse med musik på højniveau kan eleverne lægge musik og evt. tekst til et af værkerne, ligesom den elektroniske musiker Tone allerede har gjort. Se f.eks. følgende links for inspiration http://tonetone.org/ og http://www.kunsten.dk/Default.aspx?ID=4084.
Aidt, Naja Marie: Samlede digte 1991-2008, Gyldendal, 2009.
Brixvold, Jeppe & Hans Otto Jørgensen (red.):Kortprosa 1999, Arena & Lindhardt og Ringhof, 1999.
Skovbjerg, Christian: Jens Robert Jørgensen in EXIT 07 Afgangsudstillingen for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler 2007, 2007, s. 59.
http://jensrobertjorgensen.net/
http://jensrobertjorgensen.net/index.php?/projects/cv/
http://www.kopenhagen.dk/interviews/interviews/interviews_2009/interview_jens_robert_joergensen/