Oplev verdenskendt arkitektur, opdag broen mellem natur og arkitektur og eksperimenter med at bygge arkitekturmodeller – alt sammen inde på museet og ude i Kunstens skulpturpark.
Kunstens museumsbygning er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt, Alvar Aalto (1898-1976). Aalto var særligt inspireret af naturen, når han tegnede sine bygninger. Han lod sig både inspirere af naturens elementer, når han skulle formgive, og han benyttede også ofte naturmaterialer som træ, sten og læder. I Kunstens museumsbygning findes der masser af eksempler på dette – både inde og ude.
Vi har udviklet et læringsforløb hvor eleverne kan opleve Kunstens museumsbygning, afprøve Alvar Aaltos teknikker og eksperimentere med at indsamle inspiration i form af skitsetegninger og undersøgelse af naturmaterialer.
Kunstens formidler vil tage jer med på en oplevelsestur inde og omkring museet, og gennem samtaler og skitsetegning åbnes elevernes opmærksomhed for, hvordan arkitekturen og naturen mødes i Kunstens museumsbygning.
Afslutningsvist samles alle observationer, skitser og materialer, når eleverne skal skabe deres egen model af en bygning med inspiration fra naturen.
Varighed: 1,5 time
Målgruppe: Mellemtrin, udskoling, ungdomsuddannelser
Fag: Billedkunst, Håndværk og Design, Natur og Teknik
Periode: Kan bookes tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i tidsrummet 10.00-16.00
Pris: 750 kr.
Praktisk: Husk tøj til både at være inde på museet og ude i Kunstens park