Hver onsdag hele sommeren kan du få festivalstemning på den fede måde. Kunsten Summer Lounge byder hver uge på livemusik, dj, talks, pop-up-events og kunst-performances, mad fra Brasserie Kunsten, kølige drinks og hygge med vennerne.
Få fri entré til 8 x Kunsten Summer Lounge + et helt års fri adgang til Kunsten, Utzon Center og Lousiana. Se priser på årskort her.
Som årskortholder får du fri entré til alle otte Summer Lounge-onsdage og mange andre fordele. Du kan selvfølgelig medbringe en gratis ledsager, hvis dette er en del af dit medlemskab. Gå direkte til køb af adgang her. Det er også muligt at købe en dagsbillet til Kunsten Summer Lounge ved ankomst eller via vores webshop.
Kølige drinks og drikkevarer kan købes i Summer Lounge-boderne. Klik her for at se Brasserie Kunstens Summer Lounge-menukort.
Du må ikke medbringe drikkevarer, men som noget nyt må du i år medbringe egen mad. Medbragt mad må nydes i Skulpturparken alle Summer Lounge-onsdage – og kun der.
10.00 Museet, Brasserie Kunsten og parken åbner
15.00 Loungebaren åbner, DJ'en spiller og havespillene står klar til en dyst
15.30 Workshop: POPUPLOP – Nærvær og tekstil-textur (drop-in indtil kl. 19.00)
17.00 Talk: Kunsten at være mangfoldig – hvem har ansvaret? med museumsdirektør for Kunsten, Lasse Andersson, debattør Nadeen Aiche samt Kristine Højen, medejer af Buens Bogcafé. Moderator er politolog Andrea Rask-Bressum.
17.00 Udstillingen Vivian Maier åbner
18.15 Guidet tur: Introduktion til Vivian Maier-udstillingen (30 minutter, begrænsede pladser, reservér billet i informationen på dagen)
19.00 Musik: Coco O.
20.30 Tak for i aften. Baren og Brasserie Kunsten lukker
21.00 Museet lukker
Der bliver i sandhed drysset internationalt stjernestøv over Skulpturparken, når vi til årets første Summer Lounge byder velkommen til Coco O.!
Coco O. startede sin musikalske karriere i 2007 i kollektivet Boom Clap Bachelors, hvor hun mødte producer og sangskriver Robin Hannibal. Sammen startede de bandet Quadron og udgav i 2009 et selvbetitlet album. Henover de næste år turnerede de rundt i USA og Europa med deres udgivelser.
Efter en årrække med base i Los Angeles og med samarbejder med navne som Kendrick Lamar, Tyler the Creator og The Internet, flyttede Coco O. i 2017 hjem til Danmark og udgav året efter solo-debuten Dolceaqua. I 2021 udgav Coco O. sit solo-debutalbum It’s a Process og fulgte i 2023 op med ep’en Sharing is Caring. I marts i år udgav Coco O. Live at VEGA med optagelser fra hendes koncert i oktober 2023.
Vær med, når Coco O. åbner dette års Summer Lounge med nye numre og gamle hits. Det bliver en helt særlig optræden i et duo-setup, som vil give hendes numre en alternativ og anderledes lækker lyd.
Nogle siger at ord og billeder skaber virkeligheden – så hvilket ansvar lægger det på kunst- og kulturbranchen? Til den første Kunsten Summer Lounge åbner vi en ny udstilling med den amerikanske gade-fotograf Vivian Maier. I den forbindelse inviterer vi til en samtale om, hvordan kunst og kultur aktivt kan udfordre stereotyper og afspejle samfundets mangfoldighed – og hvorfor diversitet ikke udelukkende er et spørgsmål om etik. Politolog Andrea Rask-Bressum er moderator. I panelet sidder museumsdirektør for Kunsten, Lasse Andersson, debattør Nadeen Aiche samt Kristine Højen, medejer af Buens Bogcafé.
Lige som denne herlige festdag ikke kunne blive meget bedre, så slår vi samme dag også dørene op til en helt ny udstilling med en af det 20. århundredes største street-fotografer, Vivian Maier. Læs mere om udstillingen på kunsten.dk/vivianmaier.
Med årskort får du fri entré til alle otte Summer Lounge-onsdage. Du får samtidig fri entré til Kunsten, Utzon Center og Louisiana blandt mange andre fordele.
19/6 | Musik: Coco O. (duo) | Mere → |
26/6 | Musik: Knægt Performance: Filip Vest – The Wide-Mouthed Frog | Mere → |
3/7 | Musik: Kalaha feat. Hilal Kaya Talk: Svend Brinkmann og John Kørner: Altid mange problemer! | Mere → |
10/7 | Musik: Selma Judith (acoustic) Talk: Svend Brinkmann, Prince Henry, Magnus Mosholm, Clara Lykkeberg og Rasmus Wessel: Fællesskabet er godt. Eller er det? | Mere → |
17/7 | Musik: Ki! Artist-workshop: Den indre kerne med Klara Lilja | Mere → |
24/7 | Musik: Yör Performance: Anna og Lottes Skillset Bingo | Mere → |
31/7 | Musik: eee gee (acoustic) Performance: Ida Kvetny – A Rose is AI Rose is AR Rose | Mere → |
7/8 | Musik: Den Sorte Skole Talk: Marie Kjær Themsen, Esben Weile Kjær og Bjørn Nørgaard: Hesteofring og hyperseksualiserede brandmænd | Mere → |