Motivet eller flere motivelementer danner en kompositorisk trekant. En trekant placeret på sin brede fod står urokkeligt fast og angiver derfor ro og statisk balance.
Olaf Rude har i sit portræt af "Fru Elna Fonnesbech-Sandberg" tydeligvis gjort brug af trekantsopbygningen. Værdigheden lyser ud af billedets komposition. Pyramiden er placeret omkring midteraksen, og den formelle balance understøtter fokus: en stærk kvinde. Motivet - eller flere motivelementer i forening kan også være indeholdt i en "omvendt" trekantskomposition. En trekant stillet på spidsen sætter balancen på en prøve, for hvornår vælter den ømfindtlige konstruktion. Hvor pyramideopbygningen angiver ro, gælder det modsatte trekantopbygningen på sin spids: dynamikken er femherskende.
J.F.Willumsen har i "To bretagnekoner skilles over en passiar" inddraget bevægelsen i sit kompositionsprincip. Som titlen antyder, er de to koner netop på vej hver sin vej ud af billedet.